Træd to skridt tilbage!

DING! Det er en lyd, der kan vække hele følelsesregistret på et millisekund. Og nogle gange kræver det, at man bakker og træder to skridt tilbage….

Det første skridt

Det er lyden af nyt i min sundheds app. Uha den lyd kan vække nogle følelser i mig.

Den første tanke der flyver gennem hovedet ved lyden af notifikationen er: “Er det den!? Er det mit svar??

Den samme forventningens glæde, som da jeg var teenager og hørte den gamle fastnets-telefon ringe ude i gangen.
“Er det til mig? Er det mon…?”

Jeg griber ud efter min mobil i nogenlunde samme tempo, som da jeg i teenageårene kastede mig ud af min sækkestol i retning mod min værelsesdør.

Jeg ser på mobilens notifikationer og ganske rigtigt, det er min sundheds app med prøvesvar. Jeg mærker varmen brede sig i nakken i samme grad, som når min bror nåede telefonen før mig, og jeg hørte ham præsentere sig gennem min lukkede dør, mens jeg har hånden på dørhåndtaget.

Med en let nervøs sitren åbner jeg appen og søger de nyeste laboratoriesvar, velvidende at jeg måske ville se noget, som jeg ikke forstår.
Fuldstændig som dengang jeg listede døren op ud til gangen, velvidende at jeg ikke kunne gennemskue, hvem der var i den anden ende af røret.

Jeg scroller forbi det ene latinske ord efter det andet og søger fokuseret efter noget genkendeligt.
Og ved siden af ordene ser jeg de små sorte, røde og blå tal.
Jeg føler mig som hypnotiseret af de små tal.

Lidt lige som min brors stemme kunne fastholde mig i et tilbageholdt åndedrag, mens han besvarede et spørgsmål med “Nu skal jeg hente hende”.

Jeg klikker nu på de latinske ord med tilbageholdt luft efter svar. Præcis som det prøvende skridt ud i gangen uden at virke desperat.

Men jeg finder ikke nogle svar, som jeg kan bruge til noget, jeg sidder bare og stirrer uforstående.
Lidt lige som mit tomme blik mens jeg forsøgte at forstå ordene der kom ud af min brors mund: “Moar, det er til dig!”

Jeg slukker skærmen og smækker mobilen ned i sofahynden.
Det var noget mere lydløst, end dengang jeg smækkede døren efter mig ind på værelset.
Frustreret og uforstående.

En rutsjebane af følelser på få milisekunder.

Det andet skridt

Jeg kan sjældent slippe en tanke, når den først har sat sig.

Så mine tanker bliver lidt ved laboratoriesvarene.

Min læge havde bestilt mange prøver, fordi jeg har fået nye symptomer, som jeg kæmper meget med i dagligdagen.
Så prøverne skal vise om min behandling skal reguleres, eller om jeg har vundet en ny diagnose i helbredslotteriet.

Og her sker der som regel at, at jeg tager min mobil en meget sen aftentime og søger på de fine latinske ord på Google.
Inden jeg rigtig får læst siden, har jeg fundet den første cancer diagnose.
Før jeg får set mig om, har jeg tydelige tegn på testikelcancer.

Det er så her, at jeg som regel slukker min mobil fuldstændig og gemmer den i køleskabet.

En dyb indånding

Jeg træder to skridt tilbage og minder mig selv om, at min læge har taget en lang uddannelse for bla. at tyde de blodprøver.

Godt nok mener jeg selv, at jeg kan alt hvad jeg sætter mig for.
Men jeg er alligevel fornuftig nok til ikke at kaste mig ud i en selvdiagnosticering på nettet.

Jeg laver ikke sjov med cancer, for dér er absolut ikke noget at grine ad.

Men jeg har lært mange gange, at Google viser de mest søgte sider, eller de som bruger en del penge på at komme øverst i søgeresultaterne.

Jeg er nødt til at bevare tålmodigheden og vente på svar fra lægen, også selvom jeg faktisk er ekstremt utålmodig.

Forøvrigt modtog jeg langt om længe det ventede opkald som teenager, og han var bare så sød!
Og heldigvis nåede jeg telefonen før alle de andre, da han ringede 😍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.