Når batteriet er lavt

  • 3 måneder siden
  • 5Minutter
  • 1006Ord

“Batteriet” kan ofte løbe tør for energi hurtigere ved kronikere end ikke-kronikere.
Jeg taler med flere kronisk syge, som alle stiller det samme spørgsmål – hvorfor skal jeg være så træt? Hvorfor har jeg ingen energi? Det er som om, at kroniske smerter og udmattelse ofte følges ad. 

En ting er at leve med daglige smerter, men den manglende energi hjælper ikke på overskuddet. Det kan gå hårdt ud over livskvaliteten. 

Dagligdagene

Nogle dage er mit batteri ulideligt lavt, og det føles som om, at jeg ikke kan få det genopladet. Jeg forsøger med vitaminer, kosttilskud, sund kost, gåture, en daglig lur, regelmæssige sengetider og alle de andre gode råd, som jeg har fået gennem årene. 

Men lige meget hjælper det… Jeg er stadig bare så træt. 

En af årsagerne til at jeg fik tilkendt fleksjob er, at jeg ikke har energi til både at være noget for andre, passe mit arbejde og være Bettina. Derfor arbejder jeg “kun” 18 timer om ugen. 

Og det har gjort en kæmpe stor forskel for mig! Mine dage bliver tilpasset, så at jeg kan fordele min energi ud over dagene. 

Her bruger jeg ofte “Ske-teorien”, den er meget brugbar til at aktivitetsregulere og forstå energi. Både når jeg skal forklare det til andre og ikke mindst mig selv. 

Jeg er muligvis den der har sværest ved at lytte og forstå. 

Den gode rytme

Som sagt forsøger jeg mig med alle de gode råd. 

Jeg har en fast sengetid, uanset om det er hverdage eller weekend. Har jeg planer der indebærer en senere sengetid, forsøger jeg at forberede mig inden og sikre mig en hviledag efterfølgende. Forberedelse indebærer bla. en rigtig god lur. 

En blodprøve viste, at jeg havde lavt niveau af D-Vitamin, det viser sig ofte som lav energi. 
Derfor får jeg nu et dagligt tilskud, og det har hjulpet lidt på det. 

Når jeg kommer hjem fra arbejde, lægger jeg mig i et par timer. 
Er det en god dag kan jeg nogle gange være lidt aktiv derhjemme, inden jeg lægger mig, men jeg snupper altid to timer på langs dagligt. Og jeg får mig ofte en virkelig god lur!

Min kost er primært varieret og sund, men der er plads til nogle usunde vaner også. Og i de perioder hvor jeg ikke kan styre de usunde vaner, kan jeg også mærke det på energien. 
Du kan læse mere om gode råd til kost og livstil på endo.dk

Og så er der motion, det ved vi alle er super godt for os, men det kan være frygtelig svært at tage sig sammen til når man har smerter og er træt. Men jeg sørger for, at jeg går min. 5000 skridt dagligt, da jeg under mit forløb på smerteklinikken fandt ud af, at det var mit optimale. 
Og på de gode dage sørger jeg for at gå mere end det. 

Lige nu er det min daglige motion, men jeg arbejder på at øge det over tid. Jeg har en el-cykel som jeg savner at drøne rundt på. 

Den dårlige rytme

Kommer jeg ind i en dårlig periode, lærer jeg det på den hårde måde. 

Uregelmæssige eller sene sengetider, manglende gåture i den friske luft, usund kost, sukker, koffein og stress er som kryptonit, og mine smerter bliver kraftigere. 

Men det er jo heller ikke sundt for nogen, det vil være sundt for alle at passe på sig selv. 

Den onde cirkel kan være svær at komme ud af. 
Hvis jeg har smerter, har jeg mindre overskud til fornuftig kost og gåture. 
Smerterne kan forårsage en dårlig søvn, som udmatter kroppen. Og måske virker medicinen også sløvende. Så kan man sidde fast i den onde cirkel.

Det kan føles som en rutsjebane med et stort loop. 
Jeg drøner derudaf med 50 km i timen, som er min nuværende tophastighed, og batteriet falder i niveau. Så ryger jeg ind i loopen med de dårlige vaner, indtil jeg kæmper mig ud af den og oparbejder et øget batteri niveau. 
Det handler om at bevare turene oppe i så lang tid som muligt og forhindre de store dyk. 

Med aktivitetsregulering kan jeg oftest bevare et stabilt niveau og undgå de store dyk, der koster så meget energi. Og når de alligevel opstår, for de kan ikke undgås helt, så handler det om at bevare fokus og sikre opladningen. 

En perfekt dag

Den perfekte dag kan lyde som ren utopi for mig som kroniker, men jeg har dem alligevel ind imellem. 

Men en perfekt dag for mig er en dag, hvor jeg både kan passe på mig selv, være noget for andre og passe mit arbejde. Og det er min rækkefølge. 

Den kvikke læser ville bemærke, at jeg i starten af indlægget havde en anden prioritering, “være noget for andre, passe mit arbejde og være Bettina”, men jeg har lært, at hvis jeg skal have det godt, så kommer jeg først. 

Jeg har været på arbejde i dag efter en meget urolig nattesøvn, derfor vil jeg lige snuppe et par timers søvn, før familien kommer hjem. Vasketøj og potteplanter kan godt vente til senere, eller en anden kan tage sig af det. Og aftensmaden den laver vi sammen bagefter, selvom det betyder, at den ikke kommer til at stå på bordet kl. 18. I stedet kan vi snakke og hygge os i køkkenet. 

I dag er en god dag ❤️

Tak for at dele
error
fb-share-icon

Tak for at dele

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tak for besøget!

Hvis du vil undgå at gå glip af nye indlæg, er det muligt at tilmelde nyhedsmailen.
Som modtager af nyhedsmail får man også adgang til de gratis e-bøger i det digitale bibliotek