Jeg var på randen af udmattelse efter en periode på to måneder med tiltagende smerter, træthed og symptomer.
Min læge tog en hurtig beslutning, da jeg sad grædende i hendes konsultation og ikke kunne overskue mere.
De første tegn
I starten fik jeg tiltagende diffuse smerter, dvs. smerter forskellige steder på kroppen. Jeg mærkede smerter på steder, hvor jeg ikke normalt havde ondt.
Mit TENS apparat kom på, jeg tog smertestillende og brugte min varmepude. Jeg er jo vant til at have ondt, så jeg brugte alle tricks i bogen. Derfor kørte det på rutinen.
Men smerterne tog til, og de sad primært i mine fingre og fødder.
Jeg affejede det med, at det jo nok var bivirkninger på min medicin. Ofte oplever jeg at få nogle bivirkninger i starten, når jeg opstarter på ny medicin. Men jeg havde bare ikke fået ny medicin i et års tid.
Smerten tog til
Langsomt snigende og usynligt tog smerterne til i styrke, samtidig med at trætheden meldte sig i højere grad end normalt.
Da der var gået knap halvanden måned fra de første ledsmerter begyndte, havde jeg nu meget kraftige smerter i alle mine led. Samtidig var jeg nu så udmattet, at jeg sov minimum 2 timer midt på dagen, og jeg så frem til sengetid om aftenen.
Min søvn om natten var urolig pga. smerter, uro og kramper, men det var absolut ikke noget problem at falde i søvn igen. Tværtimod blev jeg så vant til at vågne af kramper, at jeg næste morgen ikke altid kunne huske dem.
Men fordi min søvn var så urolig, kunne jeg mærke en udmattelse allerede fra morgenstunden. Det meste af dagen foregik i en bobbel med alt skemalagt.
Fungerende smertepatient
Når man lever med kroniske smerter, bliver man ofte en fungerende smertepatient.
Man finder små tricks i hverdagen til at leve med smerten.
Men for mig bliver det ekstra svært pga. udmattelse og manglende overblik. Og det tror jeg, at mange genkender, uanset om man har kroniske smerter eller ej.
Samtidig føler jeg trods, for hvorfor skal jeg acceptere at leve i smerter? Og jeg mærker, at den lille røde djævel på min ene skulder finder fejl i alt. Og uretfærdighedfølelsen er kæmpe stor.
Mit overskud forsvinder lynhurtigt, og min normale optimisme bliver ikke-eksisterende. Faktisk gad jeg ikke selv være i mit selskab.
En hurtig beslutning
Så tilbage til den dag min læge tog en hurtige beslutning.
Mine blodprøver var normale, jeg var sund og rask!
Lidt ironisk med 4 kroniske diagnoser i bagagen 😆
Nå, men mit B12 havde taget et hurtigt dyk på meget kort tid.
Derfor fik jeg udskrevet 5 injektioner på 10 dage – Puha de er dyre! 😱
Dagen efter min fjerde injektion var det som at vågne fra en lang søvn. Tornerose var klar til at indhente det forsømte!
En ny dag
Jeg følte mig vågen og udhvilet for første gang i flere måneder.
Der er episoder, som jeg mindes fra den seneste måned, men en meget stor del føles som i en døs.
Dagene smelter sammen, jeg har svært ved at skelne dem fra hinanden.
Nu venter jeg svar på mine blodprøver, om injektionerne har haft effekt.
Og hvis det ikke er B12, der er årsagen til mine tiltagende symptomer, så fortsætter undersøgelserne.
Der er en årsag til at berøvelse af søvn anses som tortur/terror.
Ens dømmekraft svækkes, hukommelsen svigter og humøret påvirkes kraftigt.
En god søvn er meget vigtig for livskvaliteten uanset om man er kronisk syg eller ej.
Jeg føler mig i skrivende stund, som den Bettina jeg plejer at være – nemlig glad, optimistisk, drillesyg, nysgerrig og lidt småskør.
Iflg. vores søn er det også et godt tegn, når jeg synger i køkkenet – men kønt er det ikke.
Eva
Bettina