Er det okay at føle sig skuffet?

  • 1 år siden
  • 5Minutter
  • 1041Ord

Jeg tænkte ofte på, om det var okay at være skuffet.
Og det tog mig 17 år at acceptere, at det faktisk er okay, at jeg føler mig skuffet.

Dette indlæg har været længe undervejs, jeg har egentlig været i tvivl, om jeg skulle dele det med dig.
Men nu er tiden inde til at åbne op for historien om fertilitet og endometriose.

Hvis jeg træder dig over tæerne, eller hvis du føler, at jeg er utaknemmelig, så er det ikke hensigten.
For jeg er ikke utaknemmelig, til gengæld er jeg dybt taknemmelig for det mirakel, der skete for lidt over 18 år siden.

Et ægte mirakel

Vi havde været kærester i mange år, fremtiden så lys og fantastisk ud, og vi klar til at starte familie.
Omgangskredsen var også begyndt at drømme om at stifte familie, og vi oplevede, at det ikke altid skete uden udfordringer.

Men jeg blev hurtig gravid kort tid efter, at jeg stoppede med p-piller.
Graviditeten forløb ikke problemfri. Jeg var plaget af mange smerter, og jeg var sygemeldt en stor del af graviditeten.

Da vidunderet kom til verden, forsvandt alle smerterne, og vi var en lykkelig lille familie på tre.
Men smerterne vendte tilbage efter et år, og de var blevet værre.

Da vores søn var 2 år gammel, fik jeg diagnosen endometriose.
Det vidste sig, at jeg havde en meget stor cyste, der ikke kun blokerede hele min endetarm, men den sad fast i meget arvæv, der klistrede mange af mine organer sammen.

Min daværende endometrioselæge, som gav mig diagnosen, kiggede på min mand og sagde, at vi var meget heldige med at have hans søn. Lægen konkluderede, at han måtte være resultatet fra et tidligere forhold, for mine chancer for at blive gravid var meget små.

Det viste sig, at det var et vaskeægte mirakel, at jeg var blevet gravid og havde gennemført en graviditet.

Ville han få søskende?

Da vores søn var tre år, besluttede vi at forsøge fertilitetsbehandling, så han kunne få søskende, og vi kunne få drømmen om en større familie opfyldt.

Det var egenbetaling, da vi jo allerede havde et barn. Så efter at have talt med andre og undersøgt vores muligheder, udvalgte vi en fertilitetsklinik i Århus. Her valgte vi at forsøge os med IUI (Insemination).

Undersøgelser viste, at jeg oveni endometriose også havde PCOS, som sænkede vores chancer yderligere.
Vi kæmpede i den periode med at bevare optimismen og håbet, der var så mange odds i mod os.

Og efter kun to mislykkedes forsøg bristede håbet, og i stedet valgte vi at se fremad med optimisme og nye drømme.

Hvad var min drøm?

Kan jeg tillade mig at være skuffet, når jeg nu lykkedes at blive naturlig gravid, bære mit barn og føde en pragtfuld søn?
En søn som jeg er taknemmelig for og stolt af ❤️

Lige så længe jeg kan huske, har jeg ønsket en stor familie. Både som en stor pige og teenager var drømmen at få tre børn.
Min bedste ven gennem hele min opvækst var min bror, vi havde altid hinanden, og det har vi stadig.

Så da jeg var blevet mor første gang, tog jeg det som en selvfølge, at jeg skulle give mit barn søskende.
Mit barn skulle opleve de samme glæder, som jeg har haft ved at have min bror.
Og når jeg/vi engang er borte, så ville de være hinandens livsvidner og ikke være alene.

Men den drøm fik jeg ikke opfyldt, og det gjorde ondt. Jeg blev fyldt med en sorg, der tog plads inde i mig og satte sig fast.
Den sorg bar jeg med mig i mange lange år, og jeg kan stadig mærke arene fra den i dag.

“Så er det jo godt i har én”

Jeg forstår godt, når nogen minder mig om, at det jo er godt, at vi har fået ét barn. Det er sagt og ment med omsorg.
Men det gør ondt. Fordi jeg føler mig utaknemmelig, og det er jeg ikke.

Der er så meget kærlighed inde i mig, at jeg kunne have taget i mod en kæmpe børneflok. Men det lå ikke i mine kort.

Det har krævet mange psykologtimer at få behandlet den sorg og lære at acceptere den.
For der skal være plads til sorgen, uden at jeg føler mig utaknemmelig.

Samtidig har jeg følt meget vrede mod min krop tidligere, fordi jeg følte, at den havde modarbejdet mig og spoleret alt.
Men i dag er vi gode venner, mig og min krop, vi har stiftet et godt samarbejde.

Jeg kom videre

Når man er propfyldt med kærlighed og begejstring, så er det svært ikke at overdænge vidunderet med det hele.
Staklen ville jo drukne under mængderne. Og da jeg måtte tage afsked med drømmen om den store børneflok, så måtte jeg finde nye drømme.

Vores hjem har gennem mange år været åben for mange børn af venner og familie.
Jeg har nydt de mange timer med masser af leg og latter. Og vores søn har fået andre stærke relationer i stedet for søskende. I dag er jeg Faster Bettina ud over Mor, og jeg elsker hvert et øjeblik sammen med mine skønne nevøer.

Kunne jeg have kæmpet mere for flere fertilitetsforsøg, måske prøve IVF eller adoptere?

Det kunne jeg måske. Men jeg fortryder intet.
Mit liv er præcis, som det skal være.

Fakta om endometriose og fertilitet

Endometriose rammer op til 10% af kvinder i den fertile alder.
En af de mest almindelige symptomer på endometriose er ufrivillig barnløshed.
Op til 50% af kvinder med endometriose lider af ufrivillig barnløshed.
Hele 70% af de kvinder, som får fertilitetsbehandling, opnår også graviditet trods endometriose.

Endometriose Fællesskabet
Tak for at dele
error
fb-share-icon

Tak for at dele

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tak for besøget!

Hvis du vil undgå at gå glip af nye indlæg, er det muligt at tilmelde nyhedsmailen.
Som modtager af nyhedsmail får man også adgang til de gratis e-bøger i det digitale bibliotek