Da jeg fik den første diagnose

Jeg var nygift og mor til en dreng på 2 år, da jeg fik den første diagnose. Jeg havde længe vidst, at der var noget, som ikke var som det skulle være. Men i en alder af 32 år troede jeg efterhånden på, at jeg var hypokonder, pylret og havde en meget lav smertetærskel.

Jagten på en diagnose

Det startede da jeg var 16 år gammel, min mor kunne se, at der var noget galt og der startede vores fælles kamp for at finde ud af, hvorfor jeg skulle have så mange smerter ved menstruation. Det blev til 16 år, hvor både min mor og far kørte mig rundt til alverdens undersøgelse, min far har tilbragt mange timer i diverse venterum, og min mor sad med ved mange undersøgelser og hjalp med at banke i bordet.
Derfor blev det også en kæmpe forløsning for os alle, da der langt om længe kom et ord på årsagen.

I dag er jeg 47 år, og min far kører mig stadig land og rige rundt for at tilbringe timer i et venterum. Og min mor tager fortsat med til undersøgelser som støtte og hjælpe med at lytte. Jeg er dybt taknemmelig, for jeg vil ikke kunne gøre det uden deres hjælp og støtte.

Hypokonder?

Mens jeg skriver dette, mindes jeg en dag på gymnasiet, hvor jeg midt under en fysiktime knækker sammen af smerter. Jeg forlader undervisningen og tager en bus til min mors arbejde. Det næste jeg husker er, at jeg sidder på sygehuset med mine forældre, og personalet modvilligt indlægger mig til observation.
Men smerterne aftog jo igen som vanligt, og jeg blev hjemsendt med ordene: Måske du er stresset og bør droppe gymnasiet, det er for stort et pres for dig. Så det gjorde jeg….

I starten af 20’erne sidder jeg en aften med nogle veninder og deler et par flasker vin, og snakken falder på menstruation og hvad vi i hvert fald ikke vil savne, hvis den forsvandt. Og jeg svarede, som det mest naturlige i verden, at jeg i hvert fald ikke vil savne, at det skal gøre så ondt at gå på toilettet under menstruationen. Mine veninder kiggede vantro på mig og reagerede med, at det absolut ikke gjorde ondt på dem.
Det resulterede i endnu en indlæggelse, denne gang for at få en kikkertundersøgelse for endometriose. Men endnu en gang blev jeg sendt hjem, denne gang med ordene: Nogle har en lavere smertetærskel end andre, pas på du ikke bliver set som hypokonder. Så jeg tog hjem og bed tænderne sammen.

Gynækologen

Og da jeg så blev 32 år gammel, var jeg en dag ved lægen af andre årsager, og der var en afløser der tilså mig. Han kiggede i min journal og mente, at jeg burde blive tilset af en specifik gynækolog, for der var noget som ikke stemte. Han mente, at jeg havde endometriose, men jeg svarede, det allerede var blevet undersøgt.
Men afsted med mig, og allerede inden undersøgelsen sagde gynækologen, at jeg 100% sikker havde endometriose og det var i svær grad. Hvis sandheden skal frem, troede jeg ikke på ham. Heller ikke da han under undersøgelsen tydeligt kunne mærke en meget stor cyste. Jeg var jo hypokonder og pylret….

Nu havde enkelte læger gennem årene nævnt det her ord – endometriose – men jeg anede ikke, hvad det var, kunne ikke huske det efterfølgende, og jeg havde aldrig fået det beskrevet. Så da jeg kom til Århus Universitetshospital, vidste jeg ikke helt, hvorfor jeg var der, kun at noget var helt galt og jeg var bange for, at jeg skulle dø.

Endo-hva-for-noget?

Min mand tog med til undersøgelsen, og da lægen sagde: “Du har endometriose”, kiggede vi spørgende på ham og sagde: “Endo-hva-for-noget?” Lægen kiggede derefter på mig og sagde, at han var ked af at være den der skulle fortælle mig, at jeg ikke vil kunne føde mine egne børn, da det var meget svær endometriose, og at det havde forårsaget meget skade allerede. Min mand og jeg kiggede på hinanden og sagde, at det var heldigt, at vi havde fået vores søn. Lægen blev forvirret og spurgte min mand, om det var en søn fra et tidligere forhold. Men nej, vores søn skulle vise sig at være et sandt mirakel. Han kom til verden mod alle odds, skabt i en krop hvor endometriose allerede havde lavet meget ravage efter de mange år ubehandlet.

Det var en kæmpe forløsning at få diagnosen, ikke kun for mig men også for min familie og pårørende.
Jeg var ikke skør, jeg var ikke hypokonder, jeg var ikke pylret, jeg havde ikke en lav smertetærskel.
Til gengæld var jeg en stærk kvinde, som havde gennemgået mange smerter og formået at leve mit liv normalt.
Jeg fik at vide, at jeg havde en ekstrem høj smertetærskel, jeg havde en stærk vilje, og jeg var noget helt særligt.

Denne historie er min bevæggrund for at snakke uden filter, hvordan skal vi ellers lære af fortiden og hinandens historier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.