Lyt til indlægget her
Stolthed – den der stædige følelse af selvstændighed, som ofte afholder os fra at bede om hjælp.
Hvad kan jeg veksle den til?
Men hvad sker der, når man er kronisk syg?
Måske bør man se stoltheden i øjnene og erkende, at den ikke altid er ens bedste rådgiver.
Nogle gange bør man måske sluge sin stolthed og tage imod hjælp?
Support til konsultationen
Sidder du nogensinde med udsigt til en konsultation på sygehuset og tænker, “Jeg kan da godt klare det selv”?
Det gjorde jeg, indtil en god veninde tilbød at tage med til en konsultation om et par uger.
Hendes ord om, at det skal jeg ikke gennemgå alene, de gjorde indtryk.
Det krævede at sluge min stolthed og indse, at en ledsager gør hele forskellen.
Vi bliver to om at lytte og to om at stille spørgsmål. Og så får jeg én, som jeg kan læne mig op af, hvis det bliver svært, og der skal træffes svære beslutninger.
Stolthed blev til taknemmelighed, og pludselig bliver byrden lettere at bære.
De daglige opgaver:
Tanken om at bede om hjælp med dagligdags opgaver kan være overvældende.
Men da min mor tilbød at tage med ud at handle, blev det klart, at stoltheden måtte lade sig sluge for at gøre hverdagen mere overkommelig.
At bede om hjælp blev til en lettelse, og mit fyldte køleskab blev beviset på, at det er okay at tage imod hjælpende hænder.
Jeg planlagde madplan til en måned, og med en lang indkøbsliste i hånden fyldte vi indkøbsvognen.
Det endte med, at vi havde en virkelig hyggelig indkøbstur med plads til grin og masser af snak.
Og det er absolut ikke sidste gang, at jeg inviterer mor med ud for at opfylde køkkenskabe og køleskabet.
Det burde jeg kunne klare selv:
Det var endnu en dag, hvor stoltheden atter måtte bøje sig.
En kollega tilbød at gøre mit badeværelse rent, og i stedet for at insistere på, at jeg kunne klare det selv, måtte jeg indrømme, at hjælp var mere end velkommen.
Men det var meget grænseoverskridende at takke ja til, at min kollega skulle hjælpe mig med at rengøre mit badeværelse. Men det er den opgave, som jeg har sværest ved at klare selv.
At sluge stoltheden blev til en god situation, hvor vi begge lavede lidt sjov med det, og stemningen lettede.
Måske er det netop i det at tage imod hjælp, at der opstår øjeblikke af fællesskab og forståelse.
Min kollega nåede dog aldrig at komme hjem til mig og rengøre badeværelset, da min store knægt klarede det inden.
Ud at køre med de søde:
At bede om en køretur kan virke som at erkende svaghed, men for mig blev det at sluge stoltheden og acceptere, at min far, som min hjælpsomme chauffør, er en gave.
Det er blevet til mange kilometer land og rige rundt, men også et vigtigt skridt i retning af at acceptere, at det er okay at modtage hjælp, når man virkelig har brug for det.
Derudover så er min far altså en fantastisk køremakker. Vi har fået nogle rutiner og “plejer”, og ind i mellem medfølger der madpakker afhængig af længden på køreturen.
Endnu en gang blev stoltheden sat på prøve, da en nær veninde tilbød at køre mig til lægen, da jeg følte mig meget syg og afkræftet. Det blev til endnu en gang, at jeg måtte acceptere, at jeg ikke altid kan klare det hele selv.
At tage imod hjælp er blevet til en styrke, ikke en svaghed.
Og stoltheden blev til en erkendelse af, at støtte er uvurderlige i livet med kroniske sygdomme.
Hvad kan jeg bruge stoltheden til?
Så kan stolthed bruges til noget, når man er kronisk syg?
Ja, når den bliver slugt og erstattet af ærlighed, taknemmelighed og modet til at bede om hjælp.
At erkende, at man ikke altid kan klare sig selv, er ikke ensbetydende med svaghed, men snarere et skridt mod at omfavne fællesskab og støtte.
Måske er det netop i det at bede om hjælp, at man finder styrken til at håndtere udfordringerne ved kronisk sygdom med et smil på læben.
Jeg er omgivet af et fantastisk netværk af skønne mennesker, som ønsker at hjælpe mig.
Når jeg bliver spurgt om, hvad de kan hjælpe med, så kan det være svært at tænke på noget konkret.
Men når jeg deler noget med dem, og de tilbyder at deltage, så takker jeg ja, hvis det kan hjælpe mig.
Jeg er dybt taknemmelig for de skønne mennesker, der tålmodigt hjælper mig igen og igen.
Tak
