En ske i baglommen

  • 3 måneder siden
  • 6Minutter
  • 1286Ord

Lyt indlægget hvis du er på farten

Tænk hvis man altid gik rundt med en ske i baglommen, som man lige kunne hive op ved behov.

Den sætning giver absolut ingen mening, hvis man ikke kender ske teorien.
Men for mange kronisk syge verden over beskriver den en kronikers hverdag rigtig godt på en enkel måde.

The Spoone theory

Ske Teorien er skrevet af Christine Miserandino, og jeg læste den første gang, da jeg lige havde fået min første diagnose Endometriose.

Christine og hendes veninde er ude at spise, og veninden spørger, hvordan det er at leve med en kronisk sygdom. Christine bruger skeer som en måde at forklare det på.

Folk starter dagen med et ubegrænset antal skeer, men for kronisk syge er det begrænset. Veninden havde 12 skeer. Christine får hende til at liste hendes daglige opgaver op, og allerede inden arbejdet er 6 skeer brugt.

Veninden skal prioritere, om hun vil lave mad, tage på arbejde eller handle ind. Ved dagen slutning har hun kun 1 ske tilbage, og Christine minder hende om aftensmad.

Veninden spørger, om der er en måde at få flere skeer eller spare op, og Christine giver hende en ekstra ske, men forklarer, at den er til nødsituationer.

Pointen er at illustrere, hvordan mennesker med kroniske sygdomme må tænke over, hvordan de bruger deres energi i hverdagen og vælge, hvad der virkelig betyder noget for dem.

Du kan læse hele historien her

En almindelig dag i mit liv

Den første ske

Da jeg får medicin til at få en ordentlig nattesøvn, bruger jeg den første ske, allerede inden jeg står ud af sengen. Det kræver omtrent en halv time at komme ud af sengen.

Den anden ske

Det første på programmet hver morgen er at få et brusebad. Det vækker min krop, mens varmen løsner mine muskler op. Men det koster en ske at få vasket krop og hår, og derefter klare resten af morgenritualerne. Tænderne skal børstes, håret tørres osv. Nogle dage kræver det dog to skeer.

Den tredje ske

På en god dag er der en ske til at få morgenmad sammen med min morgendosis medicin. Det kommer dog helt an på, om det krævede en ekstra ske på badeværelset.

Den fjerde ske

Nu går turen til kontoret, så jeg kan passe mit fleksjob.
Skal jeg med bussen koster det en ske bla. fordi jeg skal sidde i bussen og de medfølgende gåture. Er det til gengæld en dag i bil, koster turen kun en halv ske, og jeg kan gemme den anden halvdel til hjemturen.

De følgende tre skeer

Når jeg er på kontoret, føler jeg mig ikke syg. Jeg føler mig ligefrem normal.
Jeg sørger for at passe på mig selv og holde pauser. Og hvis jeg mærker, at det bliver for meget, sætter jeg tempoet ned.
På den måde kan jeg nøjes med at bruge tre skeer på en arbejdsdag.

Arbejder jeg hjemmefra er arbejdsdagen lidt anderledes, og jeg kan nøjes med at bruge to skeer. Her kan jeg nemlig sætte mit eget tempo.
Men der hersker ingen tvivl om, at det sociale input er den tredje ske værd.

Nu går turen hjem

Her afhænger det igen af, om turen går med bus eller i bil.
Er det en hel ske eller kan jeg nøjes med en halv?

Den daglige pause

Heldigvis koster pausen ikke en ske. Det er nu jeg kan give krop og nervesystem et hvil. Men det giver ikke ekstra skeer, jeg har kun de tolv, som jeg startede dagen med. Er det en god dag, vælger jeg måske at bruge pausen på at skrive på bloggen.

Den niende og tiende ske

Er det en god dag kan jeg nu klare lidt husligt eller gå en tur. Det kan være at jeg vælger at støvsuge, eller vande blomsterne, eller måske endda vaske tøj. Men det bliver kun til en enkelt af tingene, det bliver sjældent til mere end en huslig opgave.

Den ellevte og tolvte ske

Årsagen til at jeg kun vælger en huslig opgave eller en gåtur kommer nu, og det er dagens aftensmåltid.

Jeg kan godt lide at lave mad, jeg nyder at tilbringe tid i køkkenet. Men det kræver energi og koster som regel to skeer, da der også skal vaskes op bagefter. Nogle gange overvejer jeg at skifte til engangsservice – men så skal jeg bare hyppigere ned med skraldeposen.

Den ekstra ske

Har jeg været heldig og brugt færre skeer end forventet, kan den komme i spil nu. Jeg kan bruge den på at være social eller nyde at gå i seng med en ske i overskud.

Og når det er sengetid, er der måske overskud til at gøre klar til næste morgen. Lægge tøj frem, måske lave nogle forberedelse som vil spare mig for tid og energi næste morgen.

Eller blot gå i seng vidende at jeg havde en ske i overskud. Ikke at jeg kan bruge den til noget næste dag, fordi desværre kan man ikke spare op til senere brug.

Når der er for få skeer

Er det en dårlig dag, så kan jeg pakke alle “plejer” væk, fordi intet er som det plejer. Pludselig koster alting 2 eller 3 gange så mange skeer, og så skal der prioriteres.

Vil jeg bruge de tre skeer på at komme i bad osv.? Kan jeg overhovedet overskue at bruge en ske på bare at spise morgenmad?

Hvis jeg prioriterer at arbejde hjemmefra, så koster det hurtigt fem skeer, og pludselig er en stor del af skeerne væk inden det bliver eftermiddag.

Hvordan sikrer jeg nok skeer?

Jeg benytter mig af at forberede mig så vidt muligt til de dage. Når jeg tilberede aftensmad, laver jeg ofte ekstra portioner, som jeg kan fryse ned. Og ofte handler jeg ind til flere dage ad gangen, så jeg altid kan finde noget til et måltid derhjemme.

Og jeg søger for at min pilleæske med doseringer til en uge altid er fyldt op, så jeg ikke skal bruge energi på at huske, om jeg fik taget min medicin.

Det er mange små ting, der kan gøre en stor forskel.

Skal jeg f.eks. til et socialt arrangement en hverdags aften, så prøver jeg at holde en fridag den dag. Og kan det ikke lade sig gøre, holder jeg fri dagen efter. Fordi det koster også skeer, selvom det ikke er fysisk udfordrende.

Forståelse og accept

Ske teorien kan bruges både til at skabe accept og forståelse.
Uanset om du er den kronisk syge eller ej, er det en måde at skabe forståelse for de begrænsninger, der kan være i et liv med kronisk sygdom.

Man bør være opmærksom på sine egne ressourcer og lære at prioritere, så man kan skabe balance i sit liv.

Men det kan også være en påmindelse om, at ikke alle daglige udfordringer er synlige. Skabe bevidsthed om at selv små handlinger kan kræve meget energi.

Ske teorien kan bruges af alle, uanset om det drejer sig om mentale eller fysiske udfordringer.

Og for at slutte med et smil fra sønnike:
“Det kan ske, det kniver med gafler”

Tak for at dele
error
fb-share-icon

Tak for at dele

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tak for besøget!

Hvis du vil undgå at gå glip af nye indlæg, er det muligt at tilmelde nyhedsmailen.
Som modtager af nyhedsmail får man også adgang til de gratis e-bøger i det digitale bibliotek