Imposter. Det ord har sneget sig ind i mit sygdomsliv. Det er ikke nyt for mig, men følelsen er tilbagevendende. Den er som en irriterende ven, man ikke kan ryste af sig. Den rammer særligt, når jeg har en god dag, og kroppen ikke larmer helt så meget som vanligt. Så sniger tanken sig ind: Er jeg virkelig syg? Eller bilder jeg mig selv og andre noget ind?
Hvad er imposter syndrom?
Imposter syndrom, også kaldet bedragerfænomenet, er et psykologisk mønster, hvor man tvivler på sine evner, resultater og i det hele taget sin berettigelse. Man frygter at blive “afsløret” som svindler. Det blev beskrevet første gang i 1978 og kan ramme både mænd og kvinder. Og ja, det kan også ramme os med kroniske diagnoser.
Typisk ses det i arbejdslivet hos mennesker, der præsterer meget. Men når man lever med en usynlig sygdom, kan følelsen flytte ind i hverdagen. Man tvivler på, om man virkelig har ret til hjælp, til pauser, eller til de gode dage. Det bliver ikke mindre kompliceret af, at mange af os er blevet mødt med skepsis. Både fra sundhedsvæsenet, fra omgivelserne og fra os selv.
En indre dommer
Der bor en lille dommer inde i mig. Hun har lange briller og pegefinger. Hun siger ting som: “Burde du ikke kunne klare mere?” og “Er du sikker på, at du ikke overdriver?” På de gode dage kan jeg næsten få det fysisk dårligt af, at jeg har det for godt. På de dårlige dage kigger hun over brillerne og siger: “Du kunne jo bare have planlagt bedre.”
Det er lidt af et paradoks. Når jeg har det skidt, føler jeg mig utilstrækkelig. Når jeg har det godt, føler jeg mig som en imposter. Hvor er balancen?
Kronisk betyder kronisk
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Kronisk betyder ikke, at man altid har det dårligt. Det betyder, at sygdommen er der. Også selvom den ikke nødvendigvis larmer hele tiden. Jeg kan have dage med færre symptomer, men det betyder ikke, at jeg er rask. Det betyder bare, at mine tiltag virker, eller at min krop tilfældigvis spiller lidt mere med.
Og alligevel kan jeg føle mig som en imposter, når jeg nyder en god dag. Som om jeg snyder systemet. Jeg har en usynlig sygdom, men på de gode dage føles den også usynlig for mig selv.
Den usynlige sygdoms imposter
Det er ikke så underligt, at mange kronikere oplever imposter-følelsen. Mange af os har været forbi læger, der mente, at det nok bare var stress, lav smertetærskel eller “noget kvindeligt”. Det sætter sig.
Når man i årevis har forsøgt at få nogen til at tage ens symptomer alvorligt, lærer man at tvivle på sig selv. Og det bliver ikke bedre af, at omgivelserne sommetider forstærker det. “Du ser da frisk ud” kan føles som en mistænkeliggørelse, selvom det sikkert er venligt ment.
Jeg har kroniske smerter. Jeg har diagnoser, der er dokumenteret sort på hvidt. Og alligevel rammes jeg af tanken. Hvad nu hvis det ikke er rigtigt? Hvad hvis jeg bare bilder mig det ind?
Fakta om imposter syndrom
Lad os få lidt fakta på bordet:
- Imposter syndrom er ikke en diagnose, men et fænomen.
- Det blev først beskrevet af psykologerne Pauline Clance og Suzanne Imes i 1978.
- Op mod 70 procent af alle mennesker oplever det på et tidspunkt.
- Det rammer både kvinder og mænd, men ses oftere hos dem, der er vant til at præstere meget, og som oplever udefrakommende pres.
- For os med kronisk sygdom kan det kobles til oplevelser med usynlighed, tvivl og manglende anerkendelse.
Så hvis du genkender følelsen, skal du vide, at du ikke er alene. Det er faktisk helt almindeligt.
De gode dage er ikke bedrag
Jeg har lært mig selv at nyde de gode dage. At turde grine, gå en tur, tage ud og få oplevelser, uden dårlig samvittighed. For de gode dage er ikke bedrag. De er resultatet af alt det usynlige arbejde, jeg lægger i at passe på mig selv.
Det kan være svært at stå ved, at man har haft en dejlig dag, når man ved, at man i morgen skal betale regningen. Men den gode dag er ikke mindre virkelig, bare fordi jeg er træt bagefter. Den er bare… kronisk livsstil.
Når man ikke ligner sin diagnose
Jeg har flere gange hørt sætningen: “Du ligner da ikke en, der er syg.” Og hvad skal man svare til det? Tak? Undskyld?
Imposter-følelsen blomstrer, når sygdommen ikke ses. Når man har make-up på. Når man smiler. Når man tager i sommerhus. Og jeg forstår det jo godt. Man vil gerne ses som andet end syg. Men det betyder også, at man nogle gange ender med at præstere raskhed for at bevise… ja, hvad egentlig?
Jeg har ikke pligt til at ligne min sygdom. Jeg har pligt til at tage vare på mig selv. Og det er faktisk langt sværere og kræver mere mod, end det ser ud til udefra.
Et fællesskab af ikke-imposters
En af de ting, jeg elsker ved fællesskabet blandt kronikere, er, at man slipper for at forklare sig hele tiden. Når jeg deler, at jeg føler mig som en imposter i mit eget sygdomsliv, nikker folk genkendende. Der er en enorm lettelse i at få bekræftet, at man ikke er alene med den følelse.
Vi ved, at kronisk sygdom kan svinge. Vi ved, at man godt kan grine og have ondt samtidig. Vi ved, at usynlighed ikke er det samme som fravær. Og vi ved, at det kræver styrke at leve et godt liv med sygdom. Ikke svindel.
Imposter eller overlevelsesstrategi?
Måske er imposter-følelsen ikke bare bedrag. Måske er den en slags overlevelsesstrategi. En måde at finde fodfæste i noget, der hele tiden forandrer sig. Et forsøg på at forstå sig selv i et samfund, der ikke altid forstår os.
Men vi må også huske, at følelser ikke altid er fakta. Bare fordi vi føler os som imposters, betyder det ikke, at vi er det.
Vi er ikke imposters. Vi er mennesker, der gør vores bedste. På trods af alt.
Et opgør med skammen
Jeg øver mig i at sige det højt. Jeg har det godt i dag. Jeg har smerter, men jeg har også glæde. Jeg har brug for hvile, men jeg har også drømme. Jeg er kroniker. Ikke en imposter.
Når vi tør sige det højt, skaber vi plads til nuancer. Vi nedbryder skammen. Og vi åbner døren for andre, der også føler sig forkerte, selvom de bare gør det bedste, de kan.
En påmindelse til os alle
Så næste gang du har en god dag og tænker “må jeg det her?”, så tænk på dette:
Du har ikke snydt nogen.
Du har ikke overdrevet.
Du har ikke bildt nogen noget ind.
Du har bare haft en god dag.
Og det må du godt.
