Inderst inde

En af mine rigtig søde kolleger (og dem har jeg mange af) er også en af mine partners in crime i denne kroniske verden. 
Trods forskellige diagnoser og forskellige sygdomshistorier kan vi finde mange fælles træk. 
Og når jeg taler med nogen, som er ramt af længerevarende sygdom, kan vi også finde ligheder. 

Min fysioterapeut Mads (i kommer til at høre mere til Mads’s mange kloge ord i flere indlæg), gav mig en god forklaring. 
Min hjerne opfører sig og reagerer, som hvis jeg var ramt af stress. 
Den bliver nonstop bombarderet med informationer, i mit tilfælde er det signaler fra smerter. 

Jeg føler mig nogle gange som pigen Riley fra “Inderst inde”, hvor “Vrede” og “Frygt” kæmper om kontrollen, mens “Glæde” forsøger at overbevise dem om at slippe kontrollen. I baggrunden står “Triste” klar til at snige sig ind på scenen.

Lige meget hvem man er, hvilken diagnose man lever med, hvilke symptomer man oplever, og hvilke følgesygdomme der er med på rejsen, så er vi nok inderst inde meget ens. 

Jeg er taknemmelig for, at min kollega og jeg kan grine lidt af os selv sammen, og ind imellem bekræfte hinanden i at det stinker at være kronisk syg. 

Men i bund og grund handler det vel om accept. 
Accept af helbred og tilstand, accept af forskelligheder og hinanden. 

Noget af det jeg virkelig har værdsat gennem årene som frivillig i Endometriose Foreningen, det er mødet med andre patienter. 
Følelsen af at høre en dele sin historie og se andre kvinder nikke bekræftende og samstemmende er enestående. 

For mig har det gjort en kæmpe forskel at møde andre kronikere. 
Jeg er ikke alene med mine tanker og bekymringer, jeg er ikke alene om mine kampe og udfordringer.

Og jeg er ikke den eneste, der har smidt telefonen i køleskabet og nøglerne i fryseren efter en hård arbejdsdag. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.