Nogle gange er der ikke andet at gøre end at trykke på pause. Ikke fordi vi vil, men fordi kroppen kræver det.
Jeg er lige nu midt i sådan en pause, efter en operation, med en træt krop og brugt energi. Og selvom jeg helst ville skrive, rydde op i indbakken og være lidt mere “på”, så har jeg været nødt til at trække mig og lade roen få plads.
Det er ikke altid nemt at sætte tempoet ned, når man er vant til at presse sig selv. Især ikke i en verden, hvor tempo, produktivitet og “komme hurtigt tilbage” bliver hyldet. Men for os kronikere, og egentlig for alle mennesker, er pausen ikke svaghed. Den er en nødvendighed. Den er et valg, vi tager for at passe på det vigtigste, vi har: vores krop og sind.
Hvile som behandling, og pausen som strategi
At leve med kronisk sygdom er ikke kun en fysisk opgave. Det er også en mental balance mellem at ville og kunne. Vi lærer at presse citronen, men vi lærer også, forhåbentlig, at stoppe før vi knækker stilken. Det er ikke en evne, man bliver født med. Det er en evne, man opbygger, skridt for skridt og erfaring for erfaring.
Jeg har ofte haft en indre stemme, der siger: “Du burde gøre mere.” Det er en stemme, mange af os kender. Men jeg er begyndt at tale lidt pænere til den. Jeg minder mig selv om, at hvile er aktiv behandling. Det er ikke dovenskab. Det er ikke et nederlag. Det er en strategi.
Og ja, det kræver øvelse. Pausen kan føles som tomgang, men i virkeligheden sker der ofte mere i kroppen i de stille stunder, end vi aner.
Fakta om pauser – din krops bedste ven
Vi ved det jo egentlig godt, men det skader ikke at få det bekræftet: Kroppen har brug for pauser for at komme sig. Ikke kun efter operationer, men også i hverdagen, når sygdomme og symptomer tager plads. Forskning viser faktisk, at vores krop reparerer sig selv bedst, når vi er i hvile. Det er her, immunforsvaret arbejder mere effektivt, og cellerne får ro til at hele.
Det betyder også, at hvis vi hele tiden presser os selv videre, selvom kroppen råber “stop”, så risikerer vi bare at blive mere slidte, og bruge endnu længere tid på at komme os.
Jeg har tit haft svært ved at acceptere, at “at ligge stille” faktisk er noget aktivt. Men kroppen arbejder altså på højtryk, selv når vi ligger på sofaen med tæppet op til næsen. Det er ikke at give op. Det er at give kroppen en chance.
At give sig selv lov til pause
Jeg øver mig stadig i at sige: “Det er okay. Det er nok.” Ikke kun til andre, men også til mig selv. Det kræver mod at acceptere, at vi nogle gange ikke kan det hele. At nogle dage skal bruges på at lade op. At det er okay, at verden ikke falder sammen, fordi vi tager en lur midt på dagen eller siger nej til en aftale.
Det er især svært, når man ser andre suse af sted og få tingene til at glide. Men det hjælper mig at huske, at vi ikke alle løber det samme løb, og at min rute kræver nogle helt andre pauser end andres. Og det må den gerne.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan gøre alting. Men jeg kan gøre det vigtigste: tage ansvar for mit helbred. Og det starter tit med, ja, en pause.
Fællesskab i stilheden
Det finurlige er, at netop i de stille dage mærker jeg tit det stærkeste fællesskab. For når jeg deler de her øjeblikke, hvor jeg ikke er “den seje, stærke kroniker”, men bare et menneske, der har brug for ro, så oplever jeg, at andre nikker genkendende.
Det er en lettelse at vide, at man ikke er alene. Der er så mange af os, der balancerer mellem aktivitet og hvile. Som kender til de indre kampe, hvor man vil meget mere, end kroppen tillader. Og hvor man øver sig i at være blid ved sig selv, uden at miste modet.
De små sejre midt i pausen
Det kan virke som en modsætning, men nogle af mine største sejre er faktisk kommet i pauserne. De øjeblikke, hvor jeg har mærket ro, bare for en stund. Hvor en varm kop te og en blød dyne har gjort mere for mig end nogen smertestillende pille.
Jeg fejrer de dage, hvor jeg kan klare mere end forventet, og accepterer, at nogle dage kræver total ro. Livet som kroniker er en konstant balance mellem aktivitet og hvile, og selvom det kan være frustrerende, har det også lært mig at værdsætte de gode øjeblikke.
Pausen er ikke et stop i livet. Den er en del af det. Og i virkeligheden er det i pausen, jeg mærker mig selv allerbedst.
Et kærligt nik til dig, der også har brug for en pause
Hvis du sidder derude og tænker: “Åh, det er jo mig,” så vil jeg bare sige: Jeg ser dig. Du er ikke alene. Måske er din pause ikke frivillig, måske er den planlagt, eller måske kæmper du stadig med at give dig selv lov. Uanset hvad, du gør det godt.
Vi er mange, der ligger her med tæppet trukket op, ser serier, drikker lunken te og venter på, at energien vender tilbage. Det er måske ikke spændende, men det virker.
