Nogle gange er vores reaktioner ikke altid, som folk forventer, de skal være. Og nogle gange føles det, som om det næsten er mere mærkeligt for andre, end det er for os selv. Jeg har tænkt en del over reaktioner på det seneste – ikke mindst fordi jeg selv har haft en hel stribe af dem… og ikke alle blev modtaget med forståelse.
Reaktioner er ikke altid dramatiske
For nylig var jeg igennem en kræft-forskrækkelse. Sådan én, hvor man godt ved, at det kun er en forskrækkelse, indtil det måske viser sig at være noget mere. Ved en screening mammografi fandt de en mikroskopisk “tingest” på fem millimeter i mit venstre bryst. Småt, men ikke ligegyldigt. Det førte til klinisk mammografi, flere undersøgelser og til sidst en biopsi. Eller… forsøg på biopsi. Den første lykkedes ikke. Min barm er stor, og tingesten var lille, så der måtte mere specialudstyr til på et hospital.
Men her kommer det overraskende – for mig, i hvert fald. Jeg var ikke bange. Jeg var ikke engang bekymret. Jeg tænkte, at hvis det endte med at være kræft, så var det opdaget ekstremt tidligt. Jeg havde lige fået lavet mammografi året før, og jeg kender til prognoser, behandlinger og overlevelsesrater. Så min reaktion var – ro.
Når andres forventninger til din reaktion bliver det sværeste
Og her blev det interessant – for nogle reagerede mere på min meget lille reaktion, end jeg gjorde. Nogle forstod mig fuldt ud. Andre sagde ligeud, at de syntes, jeg var mærkelig. En person sagde sågar, at det var “mærkeligt” af mig ikke at være nervøs. Som om der findes én rigtig måde at reagere på. Det var ikke ondt ment. Bare… mystisk.
Min oplevelse bekræftede noget, mange af os kronikere nok allerede ved: Reaktioner er ikke én størrelse, der passer til alle. Der findes ikke én rigtig måde at være bekymret på. Og nogle gange er vi bare trætte af at være bekymrede.
Tålmodighed og fortrængelse – mine uventede hjælpere
Fra beskeden om, at der skulle tages biopsi, til selve indgrebet, gik der lang tid. Meget lang tid. Ventetid er ikke uvant for os, der har kroniske diagnoser. Men det giver plads til tanker – og for mit vedkommende, plads til ikke at tænke. Jeg besluttede nemlig, at jeg ikke ville google noget. Hvis jeg fik brug for fakta, ville jeg ringe til Kræftens Bekæmpelse.
I stedet tog jeg på ferie med en god veninde. Jeg sagde på forhånd: “Jeg vil ikke snakke om det.” Og hendes svar var det mest omsorgsfulde, jeg kunne ønske mig: “Hvis du får brug for det, så snakker vi om det.” Det blev en fantastisk tur. Jeg havde det nærmest glemt, lige indtil dagen før hjemrejse, hvor det hele pludselig blev virkeligt igen.
Reaktionen kom. Bare på min egen måde og mit eget tidspunkt.
Når reaktionen lander sent – og stadig er gyldig
Det var først dér, fredag aften før mandagens biopsi, at jeg blev nervøs. Ikke skrækslagen. Men ængstelig. Tiden til at fortrænge var løbet ud. Det er en klassisk forsvarsmekanisme – og faktisk også en strategi, psykologer anerkender som en midlertidig overlevelsesmekanisme, når noget er for stort eller uoverskueligt. Ifølge sundhedspsykologien er det ikke unormalt, at man håndterer potentielt traumatiske beskeder ved at fokusere på hverdagen eller distrahere sig selv.
Så måske var min reaktion ikke så mærkelig endda.
Reaktionen er din egen – og det er helt okay
Det viste sig heldigvis at være en godartet bindevævsknude. Falsk alarm. Men oplevelsen lærte mig noget om reaktioner, især dem, der ikke passer ind i normen. Der er ikke noget “facit” på, hvordan vi skal føle. Vi reagerer forskelligt, fordi vi er forskellige. Vores baggrunde, erfaringer og diagnoser præger, hvordan vi håndterer usikkerhed og kriser.
Jeg er vant til at vente. Jeg er vant til at mærke efter. Og jeg er vant til at sortere i, hvad der kræver min energi, og hvad der ikke gør. Det betyder ikke, at jeg ikke tager tingene alvorligt. Det betyder bare, at jeg reagerer på min måde. Og det må være godt nok.
Hvorfor taler vi ikke mere åbent om reaktioner?
Måske er det ikke så underligt, at vi nogle gange føler os “forkerte” i vores reaktioner. Vi lever i en kultur, hvor følelser bliver vurderet, hvor bekymring ofte bliver læst som kærlighed, og hvor fraværet af angst bliver tolket som ligegyldighed. Det er en hårfin balance, især når man som kroniker allerede har lært at navigere i mange lag af både egne og andres følelser.
Men netop derfor er det vigtigt, at vi taler om det. At vi deler vores historier. For at normalisere, at man godt kan være rolig midt i noget usikkert. At man godt må grine i ventetiden og tage på ferie, selvom der ligger en mulig diagnose og venter.
Reaktionen er stadig gyldig. For den er din.
