Da jeg fik min første diagnose for en del år siden, gjorde jeg som mange andre, jeg søgte information online. Mens jeg trawlede igennem den ene side efter den anden, og jeg begyndte at føle mig mere og mere syg af alle de skræmmende historier, da stødte jeg på en historie af Christine Miserandino. “Spoon theory” (Ske-teorien).
“Spoon theory” blev derefter mit vigtigste redskab til at komme igennem dagene, og jeg bruger den stadig. For det er en fantastisk måde at forklare andre, og minde sig selv om, hvordan livet er med en kronisk sygdom.
Historien kort fortalt:
Christine og hendes veninde var ude at spise, og mens de spiste, spurgte veninden om, hvordan det var at leve med en kronisk sygdom. Christine svarede, at hun da havde fortalt om hendes sygdom. Men veninden svarede: Ja, men hvordan føles det.
Christine overvejede det og samlede alle de skeer, der lå på bordet og gav dem til sin veninde. “Værs’go, nu har du en kronisk sygdom”.
Hun forklarede derefter, at de fleste mennesker starter dagen med et ubegrænset antal skeer, men mange lever med et begrænset antal. Hun forklarede, at som kronisk syg er det vigtigt at vide, hvor mange skeer man har til rådighed. Og hendes veninde sad med 12.
Så bad Christine sin veninde om at nævne sine daglige opgaver, inklusiv de mest simple.
Veninden begyndte at remse op, hvad hun laver til dagligt. Da hun sagde, at hun gjorde sig klar til arbejde, stoppede Christine hende og sagde: Nej nej, først skal du åbne dine øjne og indse, at klokken er mange efter en dårlig nattesøvn. Så skal du slæbe dig ud af sengen og lave noget at spise, for ellers kan du ikke tage din medicin. Hvis du ikke tager din medicin, kan du lige så godt opgive dine skeer både i dag og i morgen.
Christine tog en ske og nævnte, at hun jo ikke var kommet i tøjet endnu. Hun snuppede en ske mere og sagde, at et brusebad og barbere ben kostede også en ske. At komme i tøjet kostede en ske, for dagens påklædning afhang af dagens fysiske tilstand. Var det en dårlig dag, krævede det måske flere tøjskift og flere skeer, indtil noget sad okay.
Inden de var nået til at tage på arbejde, havde veninden brugt 6 skeer.
Hun forklarede, at med 6 skeer tilbage til resten af dagen, handlede det om at prioritere, hvad de skulle bruges på. Hun skulle vurdere hver eneste handling, om det var værd at bruge skeer på. F.eks. om hun skulle foretage indkøb på arbejdsdage.
Da de nåede til slutningen på dagen, sad veninden med 1 ske tilbage, og Christine mindede hende om, at hun endnu ikke havde spist aftensmad.
Hvis hun valgte at tilberede aftensmad, ville der måske ikke være energi til opvasken.
Valgte hun at hente mad udefra, var der måske ikke energi til hjemturen.
Var der noget tilberedt mad klar, kunne hun måske bevare den sidste ske og bruge den om aftenen.
Veninden spurgte, om der var en måde at få flere skeer eller sparer op.
Christine rakte hende en ekstra ske og forklarede, at hun faktisk altid gemte 1 ske for en sikkerheds skyld. Men den var kun til nødstilfælde.
Hun forklarede, at hun vidste aldrig om det blev en god eller dårlig dag.
Hvordan jeg bruger mine skeer
Jeg synes, at det er fantastisk måde at kunne forklare andre, hvordan det er at leve med en kronisk sygdom. Men det er også en virkelig god måde at forståelse for sin egen sygdom og accept af sine egne begrænsninger.
Det ligger i min bevidsthed og prioriteringer dagligt, også på de gode dage, for jeg ved aldrig, hvornår det vender. Derfor sørger jeg altid for at have en ske i reserve.
Desværre glemte jeg det i en periode, hvor jeg brugte samtlige skeer dagligt og ofte også næste dags beholdning, det resulterede i, at min krop sagde stop. Jeg knoklede på og ignorerede kroppens signaler. Så dumt…..
I dag er jeg bevidst om, hvad jeg kan og ikke kan, jeg prioriterer mine opgaver.
F.eks. er jeg opmærksom på, at har jeg en dag med møder på arbejde, så kan jeg ikke handle ind efter arbejde. For et møde kræver ekstra skeer alt efter varigheden.
Skal jeg mødes med venner eller familie om aftenen, så skal dagen foregå i meget roligt tempo, og det er ihvertfald ikke samme dag, at rengøringskluden svinges.
Mængden af skeer er forskellige fra person til person, det handler om at finde ud af, hvor mange du har til rådighed.
Kilde: ButYouDontLookSick, Christine Miserandino (original tekst)
