Fællesskabet

I mit forrige indlæg skrev jeg om at dele sine oplevelser og tanker med ligesindede, og jeg fik behov for at komme med en opfølgning til det. 

For man kan ikke bare altid dele. Man kan føle sig alene i verden trods man er omgivet andre. 

Måske føler man ikke at andre forstår. Nogle er blevet mødt med misforståelse. Eller måske er man ikke klar til at dele med andre, for det kræver et kæmpe spring. 

Jeg har benyttet mig meget af patientforeninger. Primært for at støtte deres arbejde, men også for ikke at føle mig alene. 

Det krævede en kæmpe overvindelse at melde mig ind i den første patientforening, fordi jeg dermed erkendte, at jeg var syg. Jeg følte, at jeg fik et stempel. 

Nu tager jeg meget gerne ud og mødes med med-patienter. Jeg føler mig meget priviligeret, når nogen vælger at dele deres personlige historier med mig, for det er ofte en kæmpe overvindelse for dem. Nogle gange er det første gang, at de deler deres historier.

Jeg har fortsat svært ved at dele min tredje diagnose, det er stadig nyt og privat for mig. 

Men i kraft af at jeg har været igennem møllen to gange tidligere, har det været nemmere at vurdere hvad jeg deler og med hvem. 

Jeg kan kun anbefale at benytte sig af patientforeninger. De er sat i verden for din skyld. 

Der findes også mange online forums, hvor man også kan finde ligesindede. 

Her er mit bedste råd at følge med, der hvor du føler dig tryg.
Hvis noget gør dig ked af det, utryg eller bange, så er du højst sandsynligt havnet det forkerte sted, og så bør du søge videre. 

Jeg har siddet mange nætter og frygtet det værste for at finde ud af, at det var enkeltstående ulykkelige tilfælde. 

Men du er ikke alene, lige meget hvad du kæmper med så er der nogen derude, som enten har gennemgået eller gennemgår det samme som dig ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.