Et nyt år, en ny kalender og nye oplevelser venter

  • 4 måneder siden
  • 4Minutter
  • 811Ord

Wau, 2023 var et vildt år! 

Dronningens Nytårstale viste en kvinde, der havde taget en velovervejet beslutning.
Jeg lyttede til nøje hendes ord om at gøre sig tanker om fremtiden.

For vi skal netop huske at gøre os tanker om fremtiden. Vi skal huske at tænke på, hvad der er bedst for os selv, og det vil i sidste ende også være godt for dem omkring os.

Jeg har nydt at tænke tilbage på mit 2023, der både indeholdte opture og nedture. Og jeg har prioriteret velovervejet, hvor jeg valgte at bruge min energi.

Verdens bedste arbejdsplads

Jeg startede året med den vildeste dag i februar, da chefen og mine fantastiske kolleger tog fusen på mig med et brag af et 10 års jubilæum! 

Med limo, hornorkester, rød løber, konfetti, besøg af borgmesteren og en rørende tale blev jeg fyldt med glæde og taknemmelighed over at være en del af Team Apacta 🙏

Da jeg blev tilkendt fleksjob tilbage i 2022, var det skræmmende at gå fra 37 til 18 timer om ugen. Ville der stadig være plads til mig? Ville det forandre alt?

Men jeg erfarede, at jeg stadig var den samme, min stilling var uforandret, og der var fortsat plads til mig. 

Og den skønne dag i februar beviste blot, at jeg absolut arbejder på verdens bedste arbejdsplads, hvor der er plads til forskelligheder. 

Tid til rejser

I april kom jeg endelig til Italien, en længe ventet drøm og jeg blev absolut ikke skuffet.

I en uge blev der grinet og hygget i de smukke omgivelser ved Amalfi og Napoli i skønt selskab med en nær veninde. 

Vi vil rejse sammen igen i 2024, men hvilket sted der skal udsættes for duoen vides endnu ikke. Og tidspunktet afhænger af kommende undersøgelser og konsultationer.

Turen gik også til Edinburgh i maj med de skønne tøser fra Endometriose Fællesskabet, hvor vi tilbragte nogle hyggelige og lærerige dage på Verdenskongressen i Endometriose. 

Som en del af den frivillige styrke blev der netværket på tværs af nationaliteter og udvekslet viden med passionerede ildsjæle. Det var en oplevelse for livet, at se, høre og opleve så mange arbejde med et fælles mål – Et godt liv med endometriose ❤

Optimistisk kronikers rejse

Og nu vi er ved endometriose, så er jeg også nødt til at nævne “Kronisk syg og hvad nu” som snart går ind i sit tredje år.

Aktiviteten øges og besøgstallene stiger. Jeg er taknemmelig for, at så mange læser med ❤ Sidste år lærte mig meget om, hvor meget vi kronikere har til fælles trods forskelle i vores diagnoser og symptomer.

Når jeg modtager beskeder fra andre, der kan genkende sig selv i mine indlæg og historier, føler jeg mig ydmyg og taknemmelig for, at de vil dele deres personlige historier med mig 🙏❤

Der er mere nyt på vej på bloggen, ud over at jeg arbejder på et spændende projekt i samarbejde med Endometriose Fællesskabet.

Og som nogle måske allerede har bemærket, så brugte jeg min juleferie på at opdatere bloggens udseende og optimere hastigheden på hjemmesiden.

Optimist i medierne

Jeg har også haft en tur i medie-karrusellen i år, blandt andet pga. bloggen 🤩

I august var jeg med live i radioen i P1 Orientering i forbindelse med ønsket om en national handlingsplan for behandling af endometriose. I oktober deltog jeg i et “tv-interview” i forbindelse med et projekt på Danmarks Journalist Højskole.

Men det blev ret vildt d. 14. december, da jeg deltog i et interview på DR om livet med endometriose på venteliste. Det var i forbindelse med speciallægernes ønske om ændring i handlingsplanen for behandling af kræft. Hele dagen kunne man høre min historie både i online artikler, i Radioavisen og TV Avisen.

Tusind tak for alle de søde og opbakkende beskeder som jeg har modtaget i forbindelse med alle tre interviews.

Et nyt år venter

Tusind tak til alle jer der har været med til at gøre mit 2023 til noget helt særligt. Ingen nævnt ingen glemt, men I ved selv, hvem i er 🥰❤🌸

Men det blev også til et år med sorger og modgang. 2023 har været præget af megen sygdom både i mit eget liv, men også i mange liv omkring mig.

Mit ønske for 2024 er mindre sygdom og mere glæde 🙏❤

Og da jeg ikke tror på nytårsfortsæt, men derimod tror på at lære nyt, er der allerede nu sået frø til et spændende år 😀

Godt nytår til jer alle! Må 2024 blive et fantastisk år! 🙌🫶

Mange knus og hilsner fra mig til jer

Tak for at dele
error
fb-share-icon

Tak for at dele

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tak for besøget!

Hvis du vil undgå at gå glip af nye indlæg, er det muligt at tilmelde nyhedsmailen.
Som modtager af nyhedsmail får man også adgang til de gratis e-bøger i det digitale bibliotek