Du kan lytte til “Den svære historie – del 2” her
Det er blevet tid til anden del i den svære historie.
Første del var lidt af en nedtur, men denne del starter med en optur og slutter med en højere optur.
I sidste afsnit delte jeg den første del af historien, hvor jeg forsøgte at finde årsagen til den pludselige forværring af mit helbred og mine smerter.
En henvisning blev sendt afsted
Juni 2021 fandt en endometriosespecialist ud af, at jeg havde nerveskader på maven.
Det fandt han ud af ved at føre en pind langsomt og forsigtigt over mit maveskind. Og der var ingen tvivl, mit nervesystem var blevet overbelastet.
Noget som undrede lægen var, at denne typer nervegener oplever man oftest efter en operation. Men det var mere end 15 år siden, at jeg var blevet opereret for endometriose. Lægens konklusion blev, at jeg aldrig havde været normal (sagt med humor og omsorg).
Han udskrev medicin til mig, som kunne dæmpe mit nervesystem, og han henviste mig til smerteklinik.
Udmeldingen var, at der ikke var mere at gøre. Alle muligheder var afprøvet, og de mange år med kroniske smerter havde overbelastet mit nervesystem.
Men der var et halv års ventetid på smerteklinikken i det offentlige.
Starten på et nyt liv
Takket være hjælp fra Patientkontoret blev jeg henvist til en smerteklinik i det private. Trods den nærmeste klinik lå 125 km væk.
Men det var hver eneste køretur værd! Jeg blev mødt af forståelse, og et stort ønske om at skabe mig et bedre liv. Vi opstartede et nært samarbejde, hvor jeg fik lagt en plan indeholdende medicin og fysioterapi.
Lægen sikrede en god plan for optrapning af medicin, så jeg kunne blive smertefri. Jeg fik opstartet et forløb med medicin, der kunne kontrollere mit overaktive nervesystem, som konstant blev overstimuleret af smertesignaler.
Medicinen var en blanding af anti-depressiv og epilepsi-medicin, da denne cocktail havde dokumenteret effekt på neuropatiske smerter.
Fysioterapien handlede om samtale og accept. Jeg skulle bla. lære at aktivitetsregulere, så jeg ikke brændte alt af på en god dag, og derefter lå brak på sofaen de efterfølgende dage. Derudover stiftede jeg bekendtskab med en ny kær ven, nemlig mit TENS apparat.
Jeg lærte at lytte til min krop, kontrollere mine aktiviteter og regulere med TENS.
Mit liv blev langsomt bedre, og jeg kunne overskue hverdagen igen.
Kombineret med behandling af chili-plaster (Qutenza), kunne jeg pludselig leve mit liv igen.
Et liv med sociale aktiviteter, rejser og arbejde blev en realitet igen.
Den største gave
I løbet af ovenstående forløb kørte der sideløbende et samarbejde med jobcenteret, som ønskede at hjælpe mig med at blive på arbejdsmarkedet.
Mit arbejde betød meget for mig, og det var en stor del af min identitet. Derfor blev jeg ved med at kæmpe for at arbejde 37 timer om ugen. Jeg var overbevist om, at alt det jeg gennemgik ville gå væk igen, og jeg ville komme tilbage på 100%.
Men efter mange samtaler med min chef og jobcenteret accepterede jeg, at min nye “fuld tid” ikke lød på 37 timer, men derimod et lavere antal timer. Og i oktober 2021 lå antallet af timer på 18 timer om ugen.
Når jeg arbejdede 18 timer om ugen, kunne jeg både passe mit arbejde, og jeg kunne leve et liv efter arbejde. Sidst men ikke mindst ville det sikre, at jeg ikke bare blev nedslidt og opbrugt før tid.
Derfor opstartede vi forløbet med at søge fleksjob, og allerede i januar 2022 blev jeg tilkendt fleksjob på 18 timer om ugen. Det var en fantastisk forløsning!
Et år efter at jeg knækkede sammen af smerter på arbejde, havde jeg fået en stabil hverdag med medicinering, aktivitetsregulering og en god hverdag. Så jeg begyndte at leve mit liv igen!
Jeg rejste, bloggede, var social, nød mit arbejde og jeg kunne være Bettina igen.
I næste afsnit af “Den svære historie” varede lykken desværre ikke evigt.
Som i mange andre historier ændrer den sig med et “men”.
