Bliver kronikere også syge?

Som kronisk syg, fleksjobber og indehaver af en §56 synes jeg, at det er svært når jeg bliver “almindelig” syg. 

Fordi kronisk syge får også influenza og blærebetændelser, men jeg synes, at det er sværere at sygemelde mig, når jeg er syg af noget “almindeligt”. Bla. fordi jeg frygter, hvad andre tænker….

Er hun nu syg igen?

Der er aldrig nogen, som har kommenteret mit fravær. 
Og er der nogen som tænker det, så skjuler de det godt. 

Alligevel sidder der en lille djævel på min skulder, som giver mig et gok i nødden. 

Jeg er meget begejstret for mit arbejde, jeg er pjattet med mine kolleger, og mine arbejdsopgaver er spændende. Jeg får en kæmpe opbakning i at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen. Blandt. har jeg mulighed for at arbejde hjemme på de dårlige dage. 

Derfor har jeg få sygedage i forhold til, hvad jeg måske burde have pga. mine kroniske sygdomme. 
De dage jeg melder mig syg, er de dage hvor jeg er fuldstændig ude af funktion. 

Hvad er §56?

Jeg har i mange år haft en §56 pga. endometriose

Årsagen var, at jeg havde kraftige smerter et par dage om måneden, og den sikrede min dårlige samvittighed, de dage jeg var nødt til at sygemelde mig eller gå tidligere. 

§56 giver min arbejdsplads sygedagpengerefusion fra den første fraværsdag.
Den gælder dog ikke ved “almindelig” sygefravær. 

Man skal lide af en langvarig eller kronisk sygdom der giver mindst 10 fraværsdage om året. 
Men den gælder ikke kun på fravær pga sygdom, det gælder også hvis man skal til ambulant behandling! 

Ansøgningen oprettes online sammen med arbejdsgiveren, hvorefter kommunen behandler ansøgningen. 

For mig giver en §56 bedre samvittighed ved fravær, fordi min arbejdsplads har færre udgifter i forbindelse med mit fravær, og det giver en bedre accept ved mine kolleger som måske skal tage nogle af mine opgaver under fraværet. 

Der findes faktisk en tilsvarende §58 for selvstændige. 
Den har fuldstændig de samme vilkår og betingelser, den er blot til selvstændige som har øget fravær pga. langvarig eller kronisk sygdom. 

Er fleksjob ikke nok?

Som fleksjobber fulgte der automatisk en §56 med i aftalen. 
Det er en super lækker del af pakken – både for mig men også for min arbejdsplads. 

Jeg er ansat 18 timer om ugen på min arbejdsplads, de resterende 19 timer får jeg fra kommunen. 
Og jeg har nogle gange behov for at komme til ambulant behandling pga. mine kroniske sygdomme, og det kan ikke altid planlægges udenfor min arbejdstid. Her kommer min §56 i brug. 

På mandag tager jeg med god samvittighed til min chili-behandling, fordi jeg ved, at min arbejdsplads får refusion for mit fravær. Samtidig har jeg sikret mig, at mine arbejdsopgaver er udført og planlagt efterfølgende, så jeg ikke får dårlig samvittighed over at være væk. 

Og nu har jeg nævnt ordet samvittighed et par gange, for den spiller en kæmpe stor rolle i mit og mange andres arbejdsliv. 

De frygtede sygedage

Jeg har tidligere skrevet om forskellen på at være syg og kronisk syg. 

Når man er syg, er man syg i en periode, og så bliver man rask.
Det kan tage tid og være behandlingskrævende, men man bliver rask.

Når man er kronisk syg betyder det langvarig eller uhelbredelig sygdom.
Behandling kan ofte lindre symptomer, men der er ikke en kur.

Læs evt. mit indlæg “Er du så rask nu?”

Når jeg bliver “almindelig” syg, påvirke det ofte min krop kraftigt pga. mine kroniske sygdomme. Nogle gange tager det længere tid at blive rask, andre gange får mine kroniske sygdomme et “æselspark”, så symptomerne bliver forværret. 

Og jeg bliver dybt frustreret! 

Fleksjob og §56 er skabt for bla. at undgå dårlig samvittighed ved fravær, og for at gøre kronisk syge lige så attraktive medarbejdere som ikke-kronisk syge. 

Frustrationen bunder i den dårlige samvittighed, fordi jeg kan ikke undgå “almindelige” sygdomme, jeg er som alle andre på dette punkt.
Når jeg i forvejen har fravær som kroniker, så er det da mega irriterende, når en infektion eller influenza finder vej til mig! 

Men så sætter jeg mig ned, tager en dyb indånding og minder mig selv om, at jeg er som alle andre. Jeg bliver også syg. Jeg er ikke usårlig. Og det er okay. 

Jeg forsøger at adskille de to typer af sygdom. 

Den kroniske sygdom har jeg accepteret som en fast del i mit liv, den forsvinder ikke, og jeg har lært at navigere i den del af mit liv.

Den “almindelige” sygdom forsøger jeg at acceptere som en del af livet, der ikke kan undgås. Jeg skal blot minde mig selv om, at den er kortvarig (i forhold til kronisk) og jeg bliver rask igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.