Jeg er stødt på et nyt begreb – Impostor syndrom.
Det var en skøn solrig dag i sommerferien, hvor jeg lå på min favorit plads i skyggen og bagte stille og roligt.
Mens jeg lå der til opladning, scrollede jeg igennem mit feed på Instagram.
Og her fangede et opslag mit blik…. Impostor syndrom, svindler, sygdomsrelation, udgiver sig for…. Hmmmm, min nysgerrighed var vakt!
Opslaget på Instagram
Opslaget var skrevet af @ceciliehildebrandt, som skriver om bla. at leve med sin kroniske sygdom.
Og endnu en gang blev jeg bekræftet i, at vi kronikere deler mange tanker, følelser og oplevelser trods forskelle i diagnoser.
Impostor Syndrom
– et psykologisk mønster, hvor en person tvivler på vedkommendes egne præstationer eller talenter, og har en vedholdende intern frygt for at blive afsløret som en “svindler”.
På trods af ekstern bevis for deres kompetence, er de, som oplever dette fænomen, overbeviste om, at de er svindlere, og ikke fortjener det, de har opnået.
Personer med impostor syndrom mener fejlagtigt, at deres succes kun er opnået på grund af held, eller at de har narret andre til at tro, at de er mere intelligente og kompetente end de i virkeligheden er.
Impostor syndrom rammer mænd og kvinder lige ofte.
Det er et fænomen, en person kan opleve. Det er dog ikke noget, man kan blive formelt diagnosticeret med.
Pauline Rose Clance og Suzanne Imes artikel “The Impostor Phenomenon in High Achieving Women: Dynamics and Therapeutic Intervention” blev udgivet i 1978. Her får begrebet navnet bedragerfænomenet (“impostor phenomenon”).
Kilde: Wikipedia
Læs mere om Impostor Syndrom her….
Er jeg en impostor?
Det kan jeg kan virkelig genkende i mit sygdomsliv.
Jeg kan få følelsen af, at jeg overdriver, svindler, jeg er doven og pylret og burde tage mig sammen.
Når jeg kører hjem fra arbejde i bil kl. 13, kan jeg tænke at det er noget pjat.
Jeg burde tage cyklen hjem kl. 16, som alle de andre.
Men når jeg så forsøger at gøre som “alle” andre, når jeg ikke en gang så langt, at jeg kan se målstregen.
Plus det at jeg får en større efter-regning de efterfølgende 2 dage.
På de gode dage kan jeg komme helt i tvivl, om jeg virkelig er syg, eller om det hele er indbildning.
Hvad nu hvis at jeg rent faktisk var blevet rask uden at opdage det?
Men der går sjældent lang tid før jeg får en påmindelse fra kroppen om, at kronisk betyder, at det er kommet for at blive.
Jeg har en gang sagt det højt til en ikke-kroniker.
Blikket som mødte mig var uforstående. Og jeg fremstammede noget lignende, at det var vist noget vrøvl, som jeg fik lukket ud.
Men da jeg læste opslaget på Instagram, læste kommentarerne og yderligere artikler om emnet, var der mange brikker der faldt på plads.
En god dag eller snyder jeg?
Gennem årene har der været flere læger, der sagde til min mor og jeg, at nogle kvinder havde bare mere ondt. Eller en lavere smertetærskel.
En gang sagde en gynækolog på et sygehus til mig, at hvis jeg ikke passede på, ville jeg blive stemplet som hypokonder.
Er det så mærkeligt, at der render en masse mennesker rundt med smerter og andre kroniske lidelser, der bider det hele i sig?
Jeg har kroniske smerter, jeg har kroniske sygdomme, jeg har en del gener og følgesygdomme pga. alt dette.
Men alle de gode dage kommer fordi, at jeg er blevet god til at passe på mig selv.
Og så længe jeg passer på mig selv og husker mine begrænsninger, får jeg flere gode dage og glemmer, at jeg er syg.
Jeg elsker de gode dage, hvor jeg efterligner at være rask.
I går var vi på tur fra kl. 8 til 15, turen bød på shopping og sightseeing, og det var vanvittig hyggeligt.
Der var indlagt pauser, toiletbesøg, hvil på køreturene og vi havde det vildt hyggeligt. Jeg følte mig normal, fordi de hensyn vi tog føltes naturlige og ikke påtagede.
Resten af dagen i går og dagen i dag er foregået meget langsomt. Jeg er træt både fysisk og mentalt, men jeg har ingen smerter. Det er det nye succes-krav! Og det er også en god dag.
