Hvordan ser en kroniker ud?

Hvor har jeg ofte hørt ordene, at jeg ikke ser syg ud. I starten var jeg ikke klar over, hvordan jeg skulle reagere. Men jeg lærte mig selv at reagere med et smilende “Tak!”

Mine diagnoser er usynlige, som mange andres, jeg har ikke gips eller forbindinger på, det giver mig ikke udslæt og synlige mærker. Men hvis du ser godt efter, kan du læse i mine øjne, om det er en god eller dårlig dag. 

Forleden var jeg til kontrol på sygehuset, hvor en sød bioanalytiker tog mine blodprøver. 

Det var tidligt på morgenen, og jeg havde slæbt mig ud af døren. Jeg var meget udmattet, trods en god nattesøvn, men jeg havde fået klædt mig pænt på, frisket ansigtet op og lagt en let makeup. Jeg var klar til et smut på sygehuset efterfulgt af en tur på arbejde. 

Som altid møder jeg folk på min vej med et smil og godmorgen, men jeg kørte på autopilot denne morgen. 
Da jeg kom hen til min plads og havde oplyst navn og cpr-nummer, smilede jeg og bad om prøven i venstre arm, mens jeg gjorde mig klar. Men denne dag havde jeg et ekstra ønske, og jeg spurgte pænt, om jeg måtte tage et billede af prøverørene til min blog for kroniske syge. Hun sprang ivrigt til og hjalp med at gøre motivet pænt. 

Det resulterede i en dejlig snak om blogs, kroniske sygdomme og inspirerende personer. 
Hun spurgte forsigtigt om, hvilken sygdom jeg havde og forsikrede mig om, at jeg ikke var tvunget til at svare. Men jeg forsikrede hende om, at det var okay, og jeg nævnte mine tre diagnoser efterfulgt af, at jeg i dag er fleksjobber pga mine sygdomme og følgerne af dem. 

Hendes reaktion var oprigtig forbløffelse og udbrød: “Jamen, du ser jo ikke syg ud!”
Min reaktion var et lidt grinende tak, og at så skulle hun have set mig for en time siden.
Så spurgte jeg hende om, fordi vi havde en god samtale i gang, hvordan en kroniker ser ud?

Og hun forklarede, at gennem hendes mange år i faget ofte mødte mennesker der havde opgivet. Og så fortalte hun, at hendes mor gennem alle år har gået med en læbestift i lommen. Hun forlod aldrig huset uden at være blevet shinet lidt op. Og i dag gik hun selv med en læbestift i lommen. 

Jeg fortalte hende, at jeg sjældent forlod mit hjem uden at være blevet shinet lidt op. For hvorfor skal jeg se syg ud, bare fordi at jeg er kroniker. 

Når jeg møder min omverden, møder jeg den med et smil og imødekommende, for så får jeg smil tilbage, der opmuntrer mig på min dag. Når jeg udstråler opgivenhed og negativitet, er det ofte det samme jeg får retur. Vi spejler os i hinanden. 

Og jeg er langt fra perfekt! Jeg har ikke tal på alle de gange min chef er mødt mig med ordene: Hvorfor ser du så sur ud?! Men jeg ved, at det kommer fra et godt sted, og jeg opfatter det ikke negativt. Derimod ender det ofte med et smil. 
Jeg kan ikke altid skjule, hvad der foregår inde i mig. Og der er dage hvor jeg har givet op, men så er det ofte i mine øjne og i mit smil, at du ser det, for mit look fejler sjældent noget. 

Der er også dage, hvor garnet bliver gemt under en hue, joggingbukserne sidder løst og sweatshirten slasker – men de dage forlader jeg nødigt mit hjem af andre årsager. 

Og nu vi er inde på det, så har jeg en last, der hedder skønhedsprodukter. 
Noget af det som giver mig overskud og selv-kærlighed er at forkæle mig selv med ansigtsbehandlinger. Og jeg hygger mig med at lægge makeup, hvilket jeg absolut ikke gjorde i min ungdom. Dengang var jeg ret ligeglad med det, men i de seneste år er det blevet vigtigt for mig. 

Årsagen skal ikke findes i, hvordan andre ser mig. Selvfølgelig vil jeg gerne bekræftes af andre, men det er mest for min egen skyld. For hvis jeg er tilfreds med mit spejlbillede, giver det mig ekstra energi og overskud.
Jeg smiler til mit spejlbillede og møder verdenen med selv-kærlighed. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.