Hvad kan jeg gøre?

Hvad kan jeg gøre for dig?
Hvad har du brug for?
Hvad skal jeg finde til dig?

Ovenstående er blot få af de spørgsmål, som man kan få som kronisk syg fra pårørende.

Det er velmenende kærlig omsorg, men det kan nogle gange være svært at tage imod.
For man kender ikke altid svarene.

Den pårørende

Jeg har selv prøvet som pårørende at føle magtesløsheden.
Kunne man dog bare fjerne alle gener og bivirkninger fra den syge.

Men det er ikke altid så nemt, så derfor gør man alt for at gøre livet nemmere for den syge.
Og da tankelæsning ikke er en almen evne (endnu), så handler det vel om at spørge løs.

Hvordan skal man ellers regne ud, hvad der kan minimere smerterne, dæmpe kvalmen og øge energien?

Den syge

Jeg kan som kronisk syg have svært ved at svare på spørgsmålene, uanset hvor velmenende og kærlige de er.

For mit eget vedkommende kan svarene nogle gange lyde utilsigtet irriteret, da det nogle gange kan være svært at overskue, at overveje hvad det er jeg har brug for.
Det kan være uoverskueligt at tage en beslutning om, hvad jeg har lyst til.

Og det er så absolut ikke for at virke afvisende, til gengæld modtager jeg det som stor omsorg.
Jeg kan bare ikke altid finde svaret, det ligger ikke forrest i mine tanker.
Når jeg har mange smerter eller bivirkninger kan det overdøve alt andet, så det overskygger mine evner til at tænke.

Hvordan får jeg det sagt?

Så hvad gør man?
Hvordan hjælper man eller giver de rigtige svar, når det er værst?

Hvordan deler man på en god måde, hvad man har brug for, uden at sygdom kommer til at overskygge en evt. festlig lejlighed?

Jeg har fundet mine egne metoder – men de er selvfølgelig ikke fejlfrie, for det er jeg absolut heller ikke 😆

Skal jeg til fest eller koncert, og jeg frygter et “anfald” er på vej, så allierer jeg mig med én, som kan være min livline.

“Hvis jeg får det dårligt, må jeg så gå til dig og få hjælp uden spørgsmål?
Du skal bare følge mig et sted hen der er lidt roligt/færre mennesker og stikke noget vand i min hånd. Så klarer jeg resten.”

Eller på mit arbejde, hvor jeg kan risikere at pludseligt stå midt i et anfald uden mulighed for at kommunikere, hvad jeg har brug for. Her har jeg lavet en nødhjælpsskuffe med smertestillende.

Derudover har jeg talt med nogle af de nærmeste kolleger om, at jeg har mest brug for luft og ro omkring mig.
Ikke for meget opmærksomhed, da det kan stresse mig ❤️

Forberedelse og planlægning

Der er selvfølgelig også de planlagte “ture”, dem jeg forventer at få hjemme i egne omgivelser.
Det kan f.eks. være efter en undersøgelse eller behandling.

Jeg sørger som regel for at forberede mig ved at handle det ind, som jeg “plejer” at have lyst til. Finde det frem som jeg “plejer” at have brug for, sikre alt er klart.

Det gør det som regel nemmere at bede om, når jeg har brug for det.

Dengang jeg havde smerteanfald meget regelmæssigt, havde jeg en kurv med mine favorit ting. Og det gjorde det endnu nemmere! Alt var samlet og inden for rækkevidde.

Kurven indeholdt bla. en varmedunk, smertestillende, min favorit te, chokolade, et magasin og et par dvd-film som jeg sagtens kunne gense flere gange.

Jeg plejer…

Er jeg presset pga. smerter eller andre gener, så har jeg svært ved at fokusere.
Det bliver frygtelig svært for mig at tage beslutninger.

Derfor hjælper forberedelserne mig med, at jeg har taget beslutningerne på forhånd.

Men som man siger, “Plejer er død”.
Det forandrer sig, du forandrer dig, så dine behov forandrer sig.
Nogle gange varierer det også alt efter situationen.

Derfor skal omgivelserne og forberedelserne selvfølgelig også opdateres ved forandringer ❤️

Både patienter og pårørende har mulighed for at kontakte rådgiverne på Smertelinjen for at få gode råd og vejledning. Smertelinjen er et gratis tilbud for alle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *