De lange nætter

  • 4 måneder siden
  • 5Minutter
  • 992Ord

Jeg tror, at alle kender de lange nætter, hvor tankerne myldrer rundt.
Kroniker eller ej

Hele aftenen havde jeg mærket smerterne tage til, så jeg tog en dosis smertestillende, og TENS kørte derudaf. Alligevel sneg katastrofetankerne sig ind fra højre. Kommer der et smerteanfald i nat? Vågner jeg med smerter? Går mine planer i vasken pga. smerter? Bliver de kraftige eller forbigående?

Katastrofetankerne kommer som regel, når jeg er sårbar, er træt, har smerter eller på anden vis har paraderne nede.
De kan være svære at slukke for, når de først er landet.

Men jeg er begyndt at lære at skrue ned for dem.

Frygt i natten

Den nat jeg beskrev ovenover har jeg haft flere gange, end jeg kan tælle.
For det er ofte om natten, at frygt og panik titter frem, når katastrofetankerne står i kø.

“Bliver det nogensinde bedre?”
“Er smerterne på vej?”
“Vil smerterne stoppe igen?”
“Vil jeg miste mit arbejde?”
“Forsvinder min indtægt?”
“Får jeg nogensinde noget, der minder om et liv igen?”

Tankerne varierer, men der er som regel noget fra dagen, der udløser dem.
Og den nat var det bekymringen for, om smerterne mon ville tage til eller aftage.

Bonusinfo – bekymring og stress er livretter for smerter. Så jo mere man bekymrer sig, jo værre bliver smerterne.

Mine lange nætter

Der var engang, hvor jeg ofte blev i det negative, og det kunne holde mig vågen det meste af natten.
Jeg kunne spekulere som en vanvittig i de samme tanker, jeg kæmpede for at finde en løsning, finde alternativer, bekymre mig for fremtiden eller blot den næste morgen.

Men jeg indså, at der var situationer, som jeg alligevel ikke kunne gøre noget ved midt om natten.
Hvis jeg begyndte at ringe rundt kl. 3 om natten, ville jeg garanteret kun møde telefonsvarer og utilfredse modtager af opkaldene.

Og hvis jeg skrev en mail eller sms midt om natten, kunne jeg risikere dårlige formuleringer eller måske en utilsigtet vrede/frustration.

Så jeg måtte finde en måde at komme igennem nætterne.
Inspirationen har jeg hentet på forskellige kurser jeg har deltaget i som patient via Endometriose Fællesskabet, jeg ved at mange patientforeninger tilbyder lignende kurser.

Derudover lytter jeg til podcasts, læser bøger, artikler og andres personlige historier, så jeg kan udvikle og uddanne mig som patient og menneske.

Hvordan jeg kommer igennem nætterne

Jeg kan ikke huske, hvem jeg har lært hvad af – så der forsvinder nok nogle krediteringer til de, som har lært mig det.

Men det første jeg gjorde var, at jeg placerede en blok og kuglepen ved siden af min seng.
Når tankerne så begyndte at myldre, kunne jeg skrive dem ned.
Pen og papir er at foretrække frem for at notere på telefonen, fordi jeg bliver meeeeeget hurtigt distraheret af en notifikation 😁

Men det fiksede kun tankerne. Ud af hovedet og ned på papiret med de ting, som jeg skulle gøre noget ved, men som jeg ikke kunne løse midt om natten. Hvad med bekymringerne for smerter, bivirkninger og dagen i morgen?

Mit seje natbord

Her kommer mit natbord ind i billedet!
Mit natbord er forberedt på ALT Jeg tror faktisk, at jeg kunne overtage og drive en virksomhed fra min seng 🤔
Og forberedelsen giver mig ro i krop og tanker.

Jeg kan have glemt at tage min aftenmedicin, eller jeg får smerter i løbet af natten.
Der står en vanddunk og ekstra medicin, side om side med en pilleæske indeholdende min smertestillende.
På pilleæsken står der et tidspunkt på, hvornår på natten jeg må tage det – fordi jeg tager smertestillende (efter behov) og går i seng omkring samme tid hver aften.

Nu vi er ved min medicin, der er forskellige bivirkninger, og en af dem er mundtørhed.
Her kommer min vanddunk også ind i billedet, men jeg har fået et ekstra tip af mit lokale apotek.
De anbefalede sugetabletter, som kan sidde på tandkødet og frigive mundvand i løbet af natten (eller dagen).

Mange fraråder at have sin telefon ved siden af sengen, men jeg bruger den på de lange nætter.
Jeg har et sæt trådløse høretelefoner til at ligge ved siden af, så jeg nemt kan finde noget at lytte til.

Fordi jeg er ret pjattet med mindfulness!
Der er forskellige favoritter alt efter situationen. Jeg har nogle til smerter, tankemylder, uro og til de nætter hvor intet virker.

Jeg finder mine på youtube eller spotify.

Sidst men ikke mindst har jeg en varmepude til at ligge permanent ved siden af min seng, så jeg altid kan gribe ud efter den uden at stå op.

Eksempler på mindfulness

Her i huset er vi pjattet med at lytte til Søren Frølich, når søvnen udebliver. Det gælder også teenageren.
Den virker hver gang, og vi går ud med et lys,

Er det en nat med smerter, uro og tankemylder så benytter jeg ofte Hanne Vedsted-Hansens gode meditationer.
F.eks. Compassionate Bodyscan.

Men det er med mindfulness og meditioner, som ved alt andet. Det er smag og behag.
Nogle ønsker kun musik og ingen tale over, andre foretrækker lyde fra naturen osv. Og så skal stemmeføring og tale også være et match.
Det handler om at finde det som passer til en selv.

De længste nætter

Natbordet virker desværre ikke hver gang…. Men for det meste.

Nogle nætter kan ikke reddes, og de nætter kan jeg findes vandrende frem og tilbage i køkkenet, mens jeg laver vejrtrækningsøvelser.

Men nætterne med tankemylder og katastrofetanker er jeg ved at få styr på ❤️

Tak for at dele
error
fb-share-icon

Tak for at dele

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tak for besøget!

Hvis du vil undgå at gå glip af nye indlæg, er det muligt at tilmelde nyhedsmailen.
Som modtager af nyhedsmail får man også adgang til de gratis e-bøger i det digitale bibliotek