Det sure med det søde

  • 1 år siden
  • 5Minutter
  • 1033Ord

En af mine mantraer er, at jeg skal tage det sure med det søde.

Jeg har tidligere været inde på, at jeg sørger for at planlægge events og arrangementer med en dags pause i mellem, men det kan jeg bare ikke altid. Specielt ikke, når man ikke vil gå glip af noget 🫣

Da jeg var barn, sagde mine forældre, at jeg var så nysgerrig, at jeg kun sov med et øje lukket.
Det er en ret god beskrivelse af min person 😄

Når jeg skal vælge

Det kan godt lyde lidt upersonligt og hårdt, når man skal vælge mellem, hvad man siger ja til.
Men det er jo netop meget personligt.

Der findes selvfølgelig nogle ting, som man ikke kan eller vil sige nej til, fordi det betyder noget for andre og en selv, at man deltager. Dem tager vi lige ud af regnestykket og fokuserer på dem, som man kan tage stilling til.

Og når jeg siger det sure, så er det jo ikke surt, mens det står på.
Det jeg tænker på, er dagen efter.

Jeg tror ikke, at alt dette kun vedrører kronisk syge, jeg tror, at alle kan relatere til det i forskellige grader.
Men jeg vil gerne dele en kronikers synsvinkel.

Det var mit valg

Jeg havde fødselsdag i søndags, og der skulle handles ind, gøres rent og forberedes mad til mine gæster.
Men samtidig havde en god veninde inviteret mig til øl-smagning om lørdagen i samme weekend.
Nu skulle jeg vælge….

Når man er en selskabspapegøje som jeg, der elsker sjove oplevelser, gode grin og godt samvær, så er det ofte svært for mig at sige nej til noget.

Og som kronisk syg kan jeg nogle gange blive lidt trodsig, faktisk kan jeg mest af alt ligne en trodsig tre-årig prinsesse, der synes at det er mega uretfærdigt, at jeg ikke kan gøre alt, hvad jeg har lyst til.

Derfor var det et svært valg, og jeg tog en beslutning.

Jeg valgte det hele

Jeg valgte at klare indkøb fredag, deltage i øl-smagning lørdag, for så at gøre rent og fejre fødselsdag søndag.
Det var mit valg, og jeg tog det.

Fredag fik jeg klaret indkøb og lidt husligt efter min arbejdsdag, så det blev en kort dag, da jeg gik ud som et lys tidligt fredag aften. Undervejs holdte jeg korte pauser, og jeg huskede min fys’s formaning om at mærke efter.

Det er okay at blive træt og løbe tør for energi, men det må ikke gøre ondt.

Så da det blev lørdag, var jeg klar til en sjov dag med min veninde. Og for søren hvor blev det vildt sjovt!
Det blev en sjov tur for os begge, da vi begge var opmærksomme på hinandens behov, uden at vi behøvede at tage en masse hensyn. Vi har kendt hinanden siden 8. klasse, så vi kalder en spade for en spade, og vi er ikke bange for at sige fra.
Når jeg f.eks. havde brug for en pause, fandt vi et stille hjørne med lidt at spise og kiggede på alle de andre, indtil jeg var klar igen.

Da det blev søndag, var jeg tanket op på latter og sjove oplevelser, nu var jeg klar til en fødselsdag omgivet af mine nære.
De var inviteret til kl. 17, så jeg kunne passe på mig selv.

Igen kunne jeg tage den med ro og holde mine pauser, mens jeg forberedte mig på endnu en dejlig dag.
Og igen var reglen, at det er okay at blive træt og løbe tør for energi, men det må ikke gøre ondt.

Jeg havde den skønneste fødselsdag, hvor jeg blev fejret omgivet af dem jeg holder af.
Sammen med min søn, mine forældre, en nær veninde og hendes søn fik jeg en dejlig aften.
Min fødselsdag blev fyldt med latter og smil, præcis som jeg ønskede det.

Da regning kom

Der kommer altid en regning, lige meget hvad der går forud.

Uanset om det har været en fire timers arbejdsdag på kontoret, hvor man har valgt at cykle til og fra. Eller om det har været en weekend med øl-smagning og fødselsdag. Arbejdsdagen kunne jeg “bare” klare med en to timers lur bagefter.

Regningen kom mandag morgen, og der var et kæmpe rykkergebyr på.
Men jeg var forberedt, fordi jeg havde jo selv taget valget, derfor var jeg klar til at tage konsekvensen.

Da jeg vågnede med massiv hovedpine, ondt i halsen, en følelse af feber og total udmattelse, så var min første tanke, at jeg havde fået influenza. Det var der så mange andre der også havde.

Men efterhånden som jeg langsomt vågnede op, gik det op for mig, at jeg ikke havde influenza.
Det var “regningen” der kom i form af massiv udmattelse og nul smerter.
Jeg valgte at arbejde hjemmefra, da jeg havde nogle vigtige opgaver på programmet.

Og da arbejdsdagen var ovre, indtog jeg sofaen, som jeg ikke flyttede mig markant fra resten af dagen.
Rundt om mig lignede lejligheden en eksplosion, men jeg var ret ligeglade. Kroppen havde sagt fra, og jeg lyttede.

Valget var taget

Jeg kunne have valgt at blive ked af det, sur, utilfreds, tvær, fornærmet og følt uretfærdighed – men det gjorde jeg ikke.
Midt i at alt det sure ramte mig, var jeg glad, lykkelig og ovenpå, fordi jeg kunne tænke tilbage på alt det gode jeg havde oplevet de sidste par dage. Jeg huskede på alt det søde.

Jeg siger ikke nej tak til noget, fordi jeg frygter konsekvensen.
Når jeg siger nej tak, er det fordi jeg ikke vælger at tage konsekvensen.

Jeg vælger ikke nogen fra, jeg vælger mig selv til ❤️
Og når jeg vælger til, tager jeg det sure med det søde.

Tak for at dele
error
fb-share-icon

Tak for at dele

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tak for besøget!

Hvis du vil undgå at gå glip af nye indlæg, er det muligt at tilmelde nyhedsmailen.
Som modtager af nyhedsmail får man også adgang til de gratis e-bøger i det digitale bibliotek