Lyt til indlægget her
Opture og nedture er en del af alles liv, ingen kan undgå dem.
Forskellene ligger vel i, hvordan vi håndterer dem hver især.
Jeg lever mit liv som optimist, dyrker det positive og vender nedture til opture.
Selvfølgelig mærker jeg også nedturene. Jeg kan blive tacklet så kraftigt, at jeg rammer gulvet. Bogstaveligt talt.
Men så laver jeg et hurtigt rullefald i bedste James Bond stil, og efter et hop er jeg tilbage på fødderne.
Endnu en usexet diagnose
Forleden blev jeg præsenteret for endnu en usexet diagnose, hvilket nok ikke lige var på min ønskeseddel. Men livet er fuld af overraskelser.
Så i stedet for at synke ned i en nedtur med selvmedlidenhed og bekymringer, besluttede jeg mig for at tage det med en god dosis handlekraft.
Det hele begyndte med den sædvanlige cocktail af følelser. Overraskelse, forvirring og en snert af “hvorfor mig?” Men så tog jeg mig selv i nakken, eller i det mindste forsøgte jeg, og begyndte at kigge efter løsninger.
Jeg kastede mig ud i en udforskning af sundhedssystemets muligheder, med optimisme og en stædig beslutsomhed i rygsækken.
Godt nok er det lys, der venter forude, det skarpe lys som oplyser en operationsstue. Men det kan vise sig at være det rette.
Kontordag eller hjemmearbejde
Der er noget ved den kombination af stop-start-kørsel og vilde rundkørsler, der får mig til at ønske, at jeg havde investeret i en jetpack. Så kunne jeg med raketter på ryggen drøne over Aalborg i en fart.
Så i stedet for at kæmpe mig igennem en udfordrende bustur, har jeg valgt at nyde mine hjemmearbejdsdage, når jeg ikke kan låne min fars bil.
Der er ikke noget som at kunne skifte den bumlende bustur ud med min bløde sofa og en kop dampende kaffe inden for rækkevidde.
Desuden så kan jeg sidde her, iført mine mest komfortable pyjamasbukser, klar til dagens opgaver og møder, med en varmepude på lænden. Det er næsten som at være på kontoret, bare uden mine søde kollegers selskab.
Selvfølgelig vil jeg foretrække at være på kontoret, men indtil at jeg har overstået den kommende operation, så vil jeg nyde at passe min arbejdsdag iført pyjamasbukser og glæde mig til, at jeg igen kan få min daglige gang på kontoret blandt kollegerne.
Hvad er fuld tid?
Ind imellem råber vores krop op i en lydstyrke, hvor vi bare har at lytte efter. Jeg fik klar besked i form af smerter og udmattelse, da jeg forsøgte at jonglere en 37-timers arbejdsuge samtidig med kroniske smerter.
Til sidst føltes selv de mindste opgaver, som en bjergbestigning uden udsigt til toppen.
Men i stedet for i Sisyfos-stil at skubbe stenen op af bjerget, og bagefter blive rullet ned af den igen, valgte jeg at stoppe med at kæmpe imod. I stedet kæmpede jeg for en bedre livskvalitet.
Jeg tog beslutningen sammen med min arbejdsplads om, at min nye fuld tid lød på en 18-timers arbejdsuge. Fordi det er fuld tid for mig, så jeg kan balancere både et privatliv og et arbejdsliv.
Fleksjob er det bedste der er sket for mig, næst efter min søn selvfølgelig.
Men uden fleksjob på 18 timer vil jeg ikke kunne være den bedste mor for ham.
Grydeskeen skiftede hånd
En aften stod jeg ved komfuret og tryllede med krydderier, mens jeg allerede kunne smage måltidet i mine tanker. Pludselig ramte kramperne mig uventet i maven, uden noget varsel.
Jeg blev nødt til at sætte mig ned på gulvet og fokusere på min vejrtrækning, som om jeg deltog i en improviseret meditations-session midt i køkkenet.
Efter et par minutters fokus følte jeg endelig, at jeg havde genoprettet roen i kroppen. Så jeg rejste mig og tog grydeskeen i den anden hånd.
Jeg følte mig som en vaskeægte actionhelt, der lige havde overvundet en farlig forhindring. Jeg følte mig fuld af styrke og næsten overmenneskelig.
Så jeg tog min lækre aftensmad med mig til sofaen, hvor jeg placerede en varmepude i lænden og min TENS på maven.
Det er nogle gange en del af betingelserne. I stedet for at lade mig slå ud af en mavepuster under madlavningen, kunne jeg i stedet glædes over, at jeg faktisk har lært at meditere mig til ro og afslapning.
Sorg over det mistede
Når det kommer til følelsen af at miste, er det ligesom at stå midt i en regnbyge uden paraply. Du kan enten lade dig blive gennemblødt eller finde en måde at danse i regnen på.
Det er okay at føle sorg, når man mister noget værdifuldt. Det er bare ikke så smart at lade den blive der og forvandles til en støvet, trist lille overraskelse.
For hvis du lader sorgen slå rod, kan den vokse sig stærk som en ukrudt og indhente dig, før du ved af det. Så hvad gør man?
Du giver plads til sorgen, som om den var en besøgende, du ikke kan undgå. Du byder den velkommen, giver den et kram, og når den begynder at blive for meget, hjælper du den til døren.
Der er altid et næste vers mere at danse med til, selv når du tror, at musikken er ovre. Så ryst skuldrene, varm kroppen op og fortsæt med at danse.
Birolle i en B-film
Det er ikke altid så let, som det lyder. Der er dage, hvor jeg føler mig som en birolle i en B-film, hvor skurken er min diagnose, og jeg er den middelmådige helt.
Men så husker jeg mig selv på, at James Bond også har sine dårlige dage. Det er bare et spørgsmål om at gøre det med stil.
Så her sidder jeg, med mine uheldige kort på hånden, iført lækre pyjamasbukser og med min uovervindelige optimisme.
Livet har kastet mig en smattet snebold i nakken, og jeg har besluttet mig for at svare igen med et smil og en beslutsomhed for at fortsætte.
For når alt kommer til alt, så er det ikke antallet af gange man snubler, men antallet af gange man rejser sig igen, der virkelig tæller.
