Det første møde på smerteklinik var en øjenåbner.
I skrivende stund ligger jeg i min seng med min pc, der er en vanddunk indenfor rækkevidde og i ørerne er Dictes lækre musik. Jeg har valgt en stille morgen i dag ovenpå en lidt hård uge.
Og da jeg greb min pc overvejede jeg dagens emne – jeg vil fortælle jer om chili!
Men så gik det op for mig, at jeg jo er nødt til at starte med begyndelsen, ellers give det jo slet ingen mening. Så vi gemmer chili til senere 😀
Vi starter ved begyndelsen
Vi skal tilbage til det skelsættende år 2021, og den dag en endometriose-specialist endelig fandt årsagen til mine pludselige forværring af smerter.
Lægen sagde, at der ikke var mere at gøre for mig, alle behandlingsmuligheder var udtømt.
På det tidspunkt var mine smerter og gener så kraftige, at jeg ikke kunne have en normal hverdag. Derfor skrev han til min privatpraktiserende læge, at hun skulle henvise mig til smerteklinik.
Han ville ikke påbegynde noget medicin, det skulle klinikken have lov at påbegynde, så vi startede rigtigt. Men han vil holde kontakt med mig, indtil at jeg var godt på vej.
Der viste sig at være 6 måneders ventetid på den offentlige smerteklinik, og det kunne jeg ikke vente på. Derfor kontaktede jeg enheden for sygehusvalg og blev henvist til det private.
Der var to måneders ventetid, fordi vi var havnet ved starten af sommerferie sæsonen.
Endometriose-specialisten valgte derfor at udskrive noget medicin til mig, så jeg kunne få en forhåbentlig bedre sommer. Og det gjorde jeg!
Der var mange bivirkninger ved medicinen – kvalme, svimmel, mere træt – men smerterne var minimeret! Det var det hele værd 😀
Den gode modtagelse
Nå, men den dag jeg ankom på smerteklinikken, havde jeg mit udfyldte spørgeskema med, som de skulle bruge til at lære mig og mit behov at kende.
Jeg blev modtaget af en vanvittig sød sygeplejerske, som forklarede mig, at hun skulle følge mig gennem hele forløbet og være min kontaktperson.
På smerteklinikken var jeg blevet tilknyttet et tværfagligt team, som sammen med mig skulle finde “opskriften” på et liv med mere livskvalitet.
Sygeplejersken førte mig ind i et lokale og forklarede, at jeg skulle blive her, og så ville de forskellige behandlere komme til mig. Og hun ville blive siddende og tage noter.
Når hver behandler kom ind, ville hun opdatere dem, så jeg ikke skulle gentage mig selv.
Og så kunne jeg komme med input, hvis jeg havde kommentarer til det.
Det var en kæmpe lettelse for mig, for jeg var i forvejen ret nervøs.
Så når jeg fremover skriver vi, så er det min smertesygeplejerske og jeg 🥰
Første møde med lægen
Først på programmet var det medicinske modul – her talte vi medicin med en læge.
Der blev gennemgået det smertestillende jeg tog og havde tidligere taget, hvad kunne jeg tåle, og hvad var mine ønsker.
Lægen undersøgte mit maveskind for at bekræfte endometriose-specialistens teori, og de viste sig meget enige. Og hun forklarede mig, at deres opgave var ikke yderligere udredning og undersøgelser – de skulle “kun” hjælpe mig med at finde et smertefrit liv med større livskvalitet.
Der blev lagt en plan, hvor der først blev reguleret lidt på min medicin – pga. den gode effekt, var der ikke grund til at skifte til noget andet. På sigt skulle noget andet medicin tilføjes, og de ønskede at afprøve Qutenza plaster.
Qutenza er et chiliplaster som bruges til smertelindring, og det kommer vi nærmere ind på i et senere indlæg.
Psykologen gennemskuede mig
Derefter talte jeg med en psykolog, som fortalte om de tilbud der var i det tværfaglige team. De tilbød gruppesamtaler og individuelle samtaler, men da jeg var i gang med et super godt forløb med en psykolog, som jeg følte mig meget tryg ved, ønskede jeg ikke at benytte smerteklinikkens tilbud.
Psykologen gav også udtryk for, at hun syntes, at det lød til, at jeg fik bearbejdet livet med en kronisk sygdom rigtig godt.
Socialrådgiveren var ikke på klinikken den dag, men efter en samtale med sygeplejersken fandt vi også frem til, at med min fantastiske arbejdsplads, deres suveræne opbakning og en virkelig god chef, så var der ikke behov for hjælp på det område til at starte med.
Mødet med en ivrig fysioterapeut
Så dagens sidste gæst var smertefysioterapi. Ind kom en glad munter kvinde som startede med at sige, at hun havde set frem til at møde mig efter at have læst min journal.
Og efter en kort opdatering fra sygeplejersken udbrød fysioterapeuten: Uha, jeg vil gerne have fingrene i dig!
Hun fortalte om tilbuddet på smerteklinikken, som indbefattede individuelle og gruppeforløb.
Forløbet omfatter smerteforståelse, accept og aktivitetsregulering.
Da hun nævnte aktivitetsregulering, tror jeg, at hun gned sig i hænderne, smilede ret stort, og måske anede jeg et glimt i øjet af fryd, da hun sagde: Uha, jeg vil gerne have fingrene i dig og arbejde med aktivitetsregulering, jeg tror virkelig, at der er noget at arbejde med.
Pyha, hun fik meget mere ret, end hvad jeg havde regnet med. Der var virkelig meget at tage fat i….
Det var en vanvittig spændende dag på smerteklinik, jeg var så taknemmelig for den fantastiske modtagelse. Jeg følte mig set, jeg blev hørt, og jeg følte mig tryg.
Jeg vil i gang med dagen, og så vil jeg fortælle om lægens modul, fysioterapeutens modul og Lottes “torturkælder” på et andet tidspunkt.
Læs mere her om hvad en smerteklinik kan tilbyde
