Kronisk syg og hvad nu....

Genkender du “jagten på dig selv”?
Jeg var allerførst ikke helt klar over, hvad min kollega mente med sætningen, men efter at hun havde sat lidt flere ord på, gav det meget mere mening.

Fordi – JA – jeg kan virkelig godt genkende denne jagt!

Jagten på hvad?

På min arbejdsplads er vi omtrent 30 medarbejdere alt i alt, men heraf er vi vist hele 11 i fleksjob.
Man kunne forestille sig, at det kan mærkes på en arbejdsplads, at der er så mange som er tilkendt fleksjob af ene forskellige årsager.

Men det kan man ikke, fordi vi er alle lige, der bliver ikke gjort forskel på, om man er “fleksjobber” eller “ikke-fleksjobber”.
Forskellen ligger kun i vores arbejdstid, hvor nogle har flere timer end andre.

Når jeg er på arbejde, behøver jeg ikke jagte en bestemt identitet, fordi der er jeg “bare” Bettina, chefens personlige assistent og den menneskelige harddisk, der indeholder en masse viden om alt muligt.

Men det er en anden historie, når jeg har fri – her mærker jeg jagten på “Bettina”.

Jagten på mig selv

Fordi hvem er jeg – det spørgsmål stiller mange sig selv gennem hele livet, og svaret ændrer sig ofte lige så mange gange gennem årene.

Men når man får en kronisk diagnose, skal man ofte genopfinde sig selv.
Fordi alt det man plejede at kunne, det kan man ikke mere.

I mit eget tilfælde skulle jeg acceptere, at jeg nu skulle lære at leve med nogle begrænsninger, som jeg ikke kendte til før.
De nye vilkår var vigtige for, at jeg kunne leve et godt liv med min nye viden.
Så hvem var jeg nu?

Længe fortsatte jeg med at kæmpe for bibeholde den person jeg kendte, den version af mig selv som jeg havde været i flere år. Men jo mere energi og kræfter jeg brugte på at forblive den version, jo værre blev mit helbred.

Jeg kæmpede indædt for at forblive lige aktiv, udfordre mig selv fysisk, deltage i alle sociale arrangementer og give mig selv 1.000% i alt. Men jo mere jeg kæmpede, jo mere udmattet blev jeg. Det krævede al min energi, og det levnede intet til andet.

Jagter jeg stadig mig selv?

Jeg har indstillet jagten nu, og i stedet har jeg accepteret de vilkår, som jeg lever under og med.
Men ind i mellem glemmer jeg det, og jeg får lov at betale prisen.

I perioder kan jeg reagere som en trodsig tre-årig, der kan og vil alt selv. Ud af vinduet eller ned under gulvtæppet forsvinder alle mine gode intentioner og teknikker.

Men accepterer og omfavner jeg min nye identitet, giver mig selv lov til at værdsætte mig selv og finder teknikker til at leve med de vilkår, som mit helbred sætter, så kan jeg indstille jagten på det uopnåelige.

Jagter jeg slet ikke noget?

Min overbevisning er, at hvis jeg ikke har et mål at jage, kan jeg risikere at blive doven.

I dag jagter jeg ny viden, der kan være med til at gøre mit liv bedre.
Jeg jagter det gode i livet, det som giver mig glæde og overskud.

Den jeg var engang, var en anden version af mig der dannede grundlag, for den person jeg er i dag.
Alle de versioner som jeg har været gennem årene, har spillet en stor rolle i at forme den jeg er i dag.

Jeg finder ingen grund til at jagte en tidligere version af mig selv.
I dag er jeg en årgang 48, der uden sammenligning er stærkere og bedre end nogen af de tidligere versioner.