Hvad var det nu….?

“Shiiiiiiiiiit! Mødet starter nu! Og jeg har ikke tændt min computer endnu!!!” 
Tænder den bærebare, klikker ind på det ugentlige møde men der er ingen logget på. Hvor pokker var allesammen? 
“De har simpelthen bare aflyst det uden at informere alle!” 
“Men er mødet ikke om onsdagen? Skatter, du ved godt, at det er tirsdag i dag, ik’?”

Det kunne have været min egen historie, jeg har garanteret en tilsvarende historie et sted i det store sorte hul, som nogle gange opstår i min hukommelse. 
Men historien er fra en fælles kroniker, som har sclerose. 
Vi har mange enslignende historier trods forskellige diagnoser, men vi er ret gode til at grine af os selv sammen. 

Hver morgen skal jeg huske min morgenpille og creme, hver aften er det mine aftenpiller, og en aften om ugen er det min salve. Og jeg har sat alarmer til i min telefon og i mit ur, derudover har jeg indøvet rutiner og huskeregler. Alligevel glemmer jeg nogle gange at tage min medicin…. Hvordan? Jeg er glad for at du spørger!

Lad os tage et fuldstændig opdigtet hypotetisk scenarie, hvor vi forestiller os, at jeg sidder og tisser. Jeg har lige sat mig, og så begynder alarmen i mit ur at bippe. Jeg slår alarmen fra, og jeg har nu to muligheder – 

1) Huske at skylle ud i toilettet efter toiletbesøg
2) Huske min medicin

Og jeg forstår godt, hvis du undrer dig over, at der skal foretages et valg.

Årsagen er, hvis jeg kun tænker på at huske min medicin, så kan jeg holde fokus til at vaske hænder. Og tænker jeg på at skylle ud efter toiletbesøget, så er medicinen væk fra mine tanker efter håndvasken….

Og ja, jeg vender ofte tilbage til toilettet for at sikre mig, at jeg fik skyllet ud 🤦‍♀️

Jeg har været nødt til at ændre tiden på min morgenpille, da jeg alt for ofte rendte ind i et møde på arbejde, som gjorde at jeg ikke fik taget min medicin efter mødet. 

Faktisk har jeg sikret mig på alle tænkelige måder. Bla. har jeg en medicinæske med rum til tre gange om dagen en uge af gangen. 
Så kan jeg altid tage et kig og sikre mig, at det forventede rum er tomt. 

Min fysioterapeut siger, at hukommelsen og fokus vender tilbage. Det er muligvis blandt det sidste, men jeg vil blive skarpere igen. Måske endda bedre når jeg ikke længere kæmper med 1 mia impulser og indtryk, der bombarderer min hjerne nonstop. 

Og det er da meget sødt, når min mand møder mig med et stort smil og udbryder: “Hej Skat! Dejligt, så fandt du hjem igen i dag!”  ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.