Hvad betyder en diagnose?

Diagnose – det er et ord, man som kroniker ofte jagter for at få en begrundelse til, at noget ikke er “normalt”.
En forklaring som beskriver, hvad man oplever. Og behovet for at få hjælp til at minimere symptomer.

Men samtidig er det et ord, som jeg er kommet til at frygte.

Da jeg fik den første diagnose, blev jeg fyldt med lettelse. Efter at have søgt et svar i 16 år gav diagnosen mig en bekræftelse i, at jeg ikke var hypokonder, jeg var ikke pylret. Lægen sagde faktisk, at jeg var en ekstrem stærk person, og at min sygdom var stærkt fremskreden.

Jeg lærte at leve med min sygdom, og jeg lærte at acceptere, at det nu var en del af mit liv.
Blandt andet deltog jeg i kurser via Endometriose Foreningen, og jeg talte med mange om min sygdom, så den blev noget naturligt og afmystificeret.

Da diagnose nummer to ankom, var det en mavepuster, for dengang arbejdede jeg stadig med at acceptere og leve med den første.
Men jeg lærte, at min nye diagnose blot var en tilstand i min krop, der ikke fungerede “normalt”.
Ved at overvåge blodprøver og gå til regelmæssig behandling, kunne jeg undgå at blive syg.

Den nye diagnose kom ind i mit liv ved et tilfælde, da jeg fik foretaget blodprøver pga. andre årsager. Så jeg havde ikke søgt efter denne, jeg var ikke forberedt, da jeg jo allerede havde en diagnose.

Omkring syv år senere fik jeg den tredje diagnose, og denne gang blev jeg ramt af sorg. Jeg blev dybt ulykkelig.
Jeg opsøgte en psykolog, og jeg fik sat ord på alle mine bekymringer. Var det liv jeg kendte nu ovre?
46 år gammel og indehaver af tre behandlingskrævende kroniske sygdomme og alle deres følgesygdomme, jeg havnede i et meget mørkt hul.

Endnu en gang lærte jeg at acceptere tilstanden i min krop. Og i samarbejde med sundhedssystemet er der lagt en plan for alle tre diagnoser, som er velbehandlede.

Men det som jeg kæmper med i dag, er de følgesygdomme der fulgte med i kølvandet. Jeg valgte at søge fleksjob, så jeg kan leve et godt liv med mine diagnoser, og de skader som de gennem årene har forårsaget.

For kort tid siden var jeg igennem en række undersøgelse, fordi jeg oplevede en kraftig forværring. Det var umuligt at vide, hvilken diagnose, der var årsagen. Men der opstod mistanke til noget nyt, og de undersøgte mig for et fjerde diagnose.

Og pludselig kunne jeg mærke min foragt for ordet diagnose. Hvis undersøgelserne bekræftede lægernes mistanke, ville det blot være en ny tilstand i min krop, som ikke kunne forårsage stor skade, så længe det blev behandlet.

Tanken om at være 47 år og indehaver af fire kroniske behandlingskrævende sygdomme skræmte mig.
Heldigvis viste det sig, at der ikke var hold i mistankerne, og jeg kunne fortsætte med mine tre følgesvende.

Når frygten kommer pga. negative tanker, så går jeg udenfor og tager en dyb indånding, lader den friske luft trænge ind i hele kroppen og skubber frygten ud.

For jeg har det faktisk ret godt, jeg er velbehandlet, og jeg er et godt sted, fordi jeg lytter til min krop og tager ansvar for mit helbred.

Jeg er ikke mine diagnoser, jeg er derimod en stærk kvinde, der lever et godt liv med de udfordringer, som jeg er blevet tildelt.

Min vigtigste opgave i livet er at være den bedste version af mig selv og få det bedste ud af alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.