Håb er det, som jeg er mest fyldt med, men nogle gange føler jeg mig håbløs.
Det er ikke sådan, at jeg ser mig selv som håbløs på den måde, at jeg ikke kan klare mig eller løse en udfordring.
Det er nok mere det, at jeg kan miste troen på håbet, og på den måde kan jeg føle mig håbløs.
Når troen vakler
Jeg er et meget optimistisk menneske, som altid ser et lyspunkt, som altid tror på det gode i andre, én som tror på håbet.
Men ind imellem kan jeg vakle, der kan opstå et lille bump på vejen, som får mig til at tvivle.
Det kan være i et blik, som jeg møder ved en anden person. Det kan være en indkaldelse til undersøgelse, som jeg virkelig har brug for, men ventetiden kan virke uoverskuelig. Eller det kan være drømme, der brister.
Det øjeblik at jeg snubler, handler det om enten at gribe ud efter hjælp ved andre, alle finde den indre styrke, der kan forhindre mig i at falde.
En udstrakt hånd
En udstrakt hånd burde være det nemmeste i verden at gribe, og alligevel kan det være så svært.
Det er ikke fordi jeg ikke vil, men i det øjeblik man snubler, kan man miste overblikket, og så kan det være nemmere at lade sig falde end at række ud.
Men jeg øver mig på række ud og gribe den udstrakte hånd. Jeg minder mig selv om, at det ikke er svaghed at række ud, men derimod kræver det ufatteligt styrke at gribe et andet menneskes hånd.
Og er jeg alene, når jeg snubler, så er det her, at jeg skal finde den indre styrke, som forhindrer mig i at falde.
Den styrke arbejder jeg på at forstærker på alle de gode dage.
Den indre styrke
På mine gode dage sørger jeg for at lade op på livskvalitet og kærlighed til mig selv.
Livskvalitet er forskellig fra menneske til menneske, hvad jeg drives af er ikke nødvendigvis det samme, som du drives af.
Men resultatet bør være det samme, at vores indre styrke forstærkes med noget positivt.
Hver dag viser jeg kærlighed til mig selv. Nogle mener, at det er for meget og selvcentreret.
Men hvordan kan omsorg for mig selv være forkert? Eller for meget?
Nogle dage er det en handling, som giver mig glæde, det kan være en ansigtsbehandling i min hyggelige stue.
Det kan være en velfortjent pause i sofaen med lækker te og en ny bog.
Men oftest er det et kærligt blik, et smil og nogle søde ord. Fra mig til mig ❤️
Jeg ser på mig selv i spejlet, oftest om morgenen, kigger mig selv i øjnene, smiler og giver mig selv et kompliment.
“ Uha du ser godt ud i dag, verden skal passe på!”
”Jeg håber ikke, at Hollywood er i Danmark i dag, for jeg har ikke tid til at lave film og besøge de røde løbere.”
Og så er der til sidst det følsomme kompliment. Den hvor jeg kommer hjem fra arbejde, kaster et blik i spejlet i entreen, mens jeg trækker et kompliment op af hatten. “ For pokker du gjorde det godt i dag Bettina!”
Håbløs eller fuld af håb?
Når jeg hører ordet håbløs, så tænker jeg altid på Østkyst Hustlers.
En lidt gammel reference hvis du er født efter 90’erne 😉
Ordet “håbløs” beskriver typisk en situation eller en person uden udsigt til succes eller forbedring.
Det indikerer mangel på håb eller muligheder.
Men så længe jeg er håbløs, så er der håb endnu 🙏
For hvad vil det sige at være håbløs?
Er det at være håbløs, når jeg ikke er som de andre?
Eller er det når alt håb ude?
I det øjeblik at jeg føler mig håbløs, ser jeg det egentlig som, at håbet venter forude.
Jeg kan dykke ned i håbløsheden, eller jeg kan vælge at kæmpe.
Det kan se håbløst ud, når der er et halvt års ventetid, på den behandling, der kan lindre min smerter.
Det kan se håbløst ud, når der er fire måneders ventetid på den læge, der måske kan hjælpe mig.
Men jeg har en tid til behandling, jeg har en tid til en konsultation, så der er håb forude.
Det kan se håbløst ud, men jeg er ikke uden håb.
“Så længe jeg er håbløs, så er der håb endnu”
Østkyst Hustlers, 1996
