For en uge siden blev jeg tacklet, men af hvad vidste jeg ikke.
Jeg var blevet mere og mere syg, og jeg kunne ikke regne ud, hvad der var galt.
For mine symptomer fløj i alle retninger.
Når man fejler noget kronisk, kan man ofte blive ensporet i sin tankegang – alt må vedrøre denne kroniske tilstand eller sygdom. Men sådan er det bare ikke altid…
I sidste uge
Lad os starte i sidste uge, hvor jeg var til min faste chili-behandling.
Min veninde var dagens chauffør og gode selskab, vi hyggesnakkede, mens jeg fik behandling ved Lotte.
Det var ikke altid nemt at holde fokus, men det var skønt at blive distraheret fra chiliens ekstreme varme.
Efter behandlingen var jeg ikke opmærksom nok på placeringen af mine isposer.
Om det skete på køreturen hjem eller da jeg gik omkuld på sofaen, det ved jeg ikke, men jeg fik en forfrysning på maveskindet 😱
Og ja, det gør ret ondt. Og nej, det havde jeg aldrig forestillet mig at skulle opleve.
Men jeg var godt dækket ind med varme efter chili, smertestillende og TENS på fuld power. Så jeg opdagede intet, før jeg skulle i bad fredag morgen.
Jeg klarede lidt hjemmelavet førstehjælp og troede, at det var et brandsår fra chilien.
Men som weekenden gik, gjorde såret mere og mere ondt. Plus jeg følte mig mere og mere syg.
Og da jeg er vant til at have regelmæssig blærebetændelse uden de normale symptomer, afleverede jeg selvfølgelig en urinprøve ved lægen, da det endelig blev hverdag igen efter en lang pinse. Hvad kunne det ellers være?
Helbreddet dykkede
Da det blev tirsdag og hverdag igen, følte jeg mig til rotterne.
Jeg havde det mildest talt forfærdeligt og havde mange teorier om underlivsbetændelse og alt muligt andet.
Men udmattet, svag og ufokuseret forsøgte jeg at fortsætte dagligdagene, fordi det var jo “bare” en infektion igen.
Smerterne tog til. De var begyndt i det sædvanlige område omkring underlivet, men begyndte at sprede sig til resten af kroppen – Hvad pokker var der galt med mig?
Jeg blev en daglig gæst ved lægen enten på klinikken, i røret eller på mail. Det var her, at vi også fandt ud af, at det var en forfrysning utroligt nok.
Det fortsatte indtil, at jeg kom i tanke om noget, som min smertefysioterapeut havde sagt.
Det blev for øvrigt også nævnt en del gange på Verdenskongressen.
De fortæller, at nerverne kan spille dig et puds, når de bliver overstimuleret. Og ved kroniske smerter opstår det ofte.
Hjernen kan blive så bombarderet med impulser, at den “smider” om sig med smertesignaler.
Og det kan gøre en udmattet og give en følelse af at føle sig syg.
Bingo! Vi har en vinder!
På en mission
Når man sidder der i sofaen med hovedet i hænderne og spekulerer på, om man er ved at miste forstanden, fordi prøvesvarene er negative. Samtidig med at man kan mærke, at der er noget der føles forkert. Så begynder man at tvivle på sig selv.
Heldigvis har jeg lært, at det nogle gange kræver at man tager sagen i egen hånd.
En vigtig læring har været, at jeg bærer selv ansvaret for mit helbred.
Så jeg rejste mig og marcherede tilbage op af den bakke, som jeg var på vej ned af, jeg greb telefonen og ringede til en livline. Her fik jeg bekræftet min mistanke og samtidig gode råd med på vejen, så jeg var klædt på til samtalen med min læge.
Min læge var lyttende og forstående, da jeg forklarede situationen og min viden. Sammen gennemgik vi symptomer, undersøgelser og prøver, og vi kom frem til samme resultat – jeg fik ikke en høj nok dosis medicin.
Fordi lige meget hvilken smertestillende jeg fik, så hjalp intet.
Hvad var der så galt?
Jeg fik det forklaret på en ret god måde.
I en længere periode havde jeg været godt smertedækket, men langsomt og umærkeligt var smerterne taget til, når der var andet galt. Det kunne være ved influenza, blærebetændelse osv.
I dette tilfælde var det en forfrysning på 5×8 cm på maveskindet, der skulle være dråben i bægeret.
Min medicin matchede mit normale smerte niveau, hverken mere eller mindre.
Så da jeg fik forfrysningen, blev min hjerne bombarderet med impulser og blev overstimuleret.
Derfor fik jeg smertesignaler mange forskellige steder i kroppen, hvor der ikke var noget galt.
Og det udmattede mig selvfølgelig.
Løsningen er at øge min dosis medicin, så jeg får mere end mit normale smerte niveau, og der er en buffer til almindelige smerter og gener.
Hvad så nu?
Og det er så der jeg er nu, i gang med en optrapning i medicin og en masse hvile.
Lige nu handler det om at få mit nervesystem i ro igen.
Og jeg er meeeega dårlig til at være i ro!
Men jeg minder mig selv om, at hvis jeg passer på mig selv nu, så er jeg snart i gang igen.
Jeg kan godt blive frustreret over, at jeg kan blive tacklet af et simpelt sår.
Det får jeg bare ikke noget godt ud af, og jeg kommer ingen vegne med frustration.
Optimismen bringer mig meget længere frem ad og op.
I stedet for at rende rundt og lave alt mulig, så får jeg set nogle af de serier alle taler om. Jeg får lyttet podcasts og læst bøger. Men mest af alt så får jeg passet på mig selv og vender stærkere tilbage.
Hvis man ikke er så heldig som jeg og mangler en livline, så kan man kontakte flere forskellige steder.
Drejer det sig om smerter, kan man f.eks. kontakte Smertelinjen.
Her sidder rådgivere klar til at lytte 🌺
