Jeg vågnede med overskud i kroppen, og så kom fristelsen snigende.
Det var lørdag, og jeg havde sovet fantastisk. Sådan en sjælden nat, hvor kroppen føles medgørlig, og tankerne er stille. Jeg følte mig klar. Klar til noget. Og så dukkede den op. Fristelsen.
Den lille stemme, der hvisker: “Du kunne jo lige…”
Og den stemme var svær at ignorere.
Så jeg gik i gang. Bare lidt oprydning i soveværelset med pop i ørerne.
Men det greb om sig. Selvfølgelig.
“Oops, I did it again…”
Når fristelsen føles fornuftig
Det var ikke hovedløst. Tværtimod. Jeg tog pauser, lyttede til kroppen og flyttede tingene langsomt, med ro og omtanke.
Det føltes som en fornuftig måde at give efter for fristelsen. Jeg ville bare skabe lidt orden omkring mig.
Men pludselig var møblerne flyttet. Et nyt kontorhjørne var opstået. Og da jeg satte mig i sofaen, tænkte jeg:
Oops, fristelsen fik mig igen.
Fristelsen og det, jeg fik ud af den
Det ironiske er, at jeg faktisk ikke fortryder noget. Jeg har kun lidt ondt, og det er til at leve med.
Jeg kigger nu på et hjørne, der føles rigtigt. Mit nye sted til hjemmearbejde, til ro, til fokus.
Men jeg kan godt mærke, at jeg har brugt flere skeer end planlagt. Fristelsen lokkede, og jeg fulgte med.
Jeg fulgte den med omtanke, men regningen er der stadig. Og det er okay.
Når man lever med kronisk sygdom, kan selv de rigtige valg have konsekvenser. Og det er her, det gælder om ikke at bebrejde sig selv.
For jeg ville ikke have været fristelsen foruden. Ikke i dag.
Hvad er aktivitetsregulering
Aktivitetsregulering er en metode, mange bruger for at undgå overbelastning og fordele energien bedre i hverdagen.
Det handler om at planlægge pauser, prioritere opgaver og respektere kroppens grænser, også på gode dage.
Jeg lærte først begrebet at kende, da jeg begyndte at tage min sygdom alvorligt. Ikke bare symptomerne, men hele hverdagen.
I mit liv som kroniker bruger jeg ofte ske-teorien, som går ud på, at man hver dag har et begrænset antal skeer, altså energienheder.nEt bad kan koste én ske, indkøb måske to, og rengøring eller ommøblering kan koste fem eller flere.
Jeg forsøger at planlægge mine dage, tage pauser og stoppe, før jeg bliver helt drænet. Det lykkes ikke altid.
Nogle dage, som i dag, vinder fristelsen over fornuften. Det betyder ikke, at jeg har fejlet. Det betyder bare, at jeg er menneske.
Når fristelsen bliver en gave
Det er vigtigt at se på sig selv med venlighed. At kunne sige: “Ja, jeg blev fristet, og det var faktisk okay.”
Fristelsen kommer ofte fra et lystfuldt sted. En længsel efter at skabe, forbedre, ændre noget. Det skal vi tage alvorligt.
Nogle gange giver det mening at følge den. Når vi har tid, luft i kalenderen og plads til at restituere bagefter.
Det havde jeg i dag. Jeg havde ingen planer og ro omkring mig, så jeg lod mig føre af fristelsen.
På mine vilkår.
Det handler ikke om kontrol, men om valg
Tidligere havde jeg et mere sort-hvidt syn på mine symptomer. Enten gjorde jeg for meget, eller også gjorde jeg ingenting.
Men livet med en kronisk sygdom handler ikke kun om at undgå smerte. Det handler også om at leve med lyst og balance.
Nogle gange vinder fristelsen, selvom jeg ved, det kan koste lidt bagefter. Og det er helt i orden.
Oops, men med glæde
Når jeg ser mig omkring nu, mærker jeg en form for stolthed. Ikke over det praktiske, men over at have fulgt noget ægte.
Jeg skabte noget, der føles godt. Og det smitter. Ikke bare i rummet, men i min energi og mit humør.
Så ja. Oops, fristelsen fik mig igen.
Men det var et valg. Jeg havde overskud, pauser indlagt og ingen planer. Og jeg nød det undervejs.
Og det er mere, end jeg kan sige om mange andre dage.
“Oops, I did it again…”
Kender du det?
Har du også givet efter for fristelsen og mærket både glæde og træthed bagefter?
Eller sidder du midt i overvejelserne og spørger dig selv, om du overhovedet må følge en lyst?
Du er ikke alene. Vi er mange, der balancerer lyst og begrænsninger.
Og nogle dage siger vi “ja”, selvom sofaen kalder bagefter.
Del gerne din oplevelse. Måske har du også haft en oops-dag, der kostede lidt, men gav meget
