Energi er en mærkelig størrelse, når man lever med kroniske sygdomme. Den er ikke konstant eller til at regne med – den kan forsvinde på et øjeblik, selv på de roligste dage.
I dag er det lørdag, og jeg har egentlig hygget mig. Jeg har ikke lavet noget voldsomt. En let oprydning, lidt fjernsyn, en kort gåtur, lyttet til min bog og hygget med et krea-projekt. Det hele i mit eget tempo.
Men klokken 17, da jeg ville i gang med aftensmaden, opdagede jeg, at jeg var helt færdig. Ikke bare lidt træt. Helt flad. Som om nogen havde trukket stikket.
En stille dag, men alligevel helt tømt
Jeg havde ikke gjort noget særligt krævende. Og alligevel føltes det, som om hele dagens energi var brugt op.
Det er her, jeg har lært at lytte til kroppen i stedet for at kæmpe imod. I stedet for at sidde og gabe og irritere mig over den manglende energi, gjorde jeg noget andet. Jeg satte musik på, lagde mig under tæppet og satte alarmen til en time.
Da alarmen ringede, kunne jeg sagtens have sovet videre – men jeg stod op. Jeg vil nemlig gerne holde fast i min daglige rytme, også når trætheden kommer uventet.
Træthed, som ikke kan soves væk
Når man lever med kronisk sygdom, er træthed ikke bare almindelig træthed. Det er ikke den slags, hvor man går i seng og vågner frisk igen.
Det er en fysisk tunghed, som ikke forsvinder, uanset hvor meget man hviler. Det føles som at trække sig gennem den tungeste mudder – både mentalt og fysisk. Selv at tage tøj på eller svare på en besked kan virke som en kæmpe opgave.
Det er ikke dovenskab, og det er ikke noget, man kan sove sig fra.
Det er et reelt symptom, som mange af os kender alt for godt.
Når kroppen arbejder imod én
Jeg har flere kroniske diagnoser, og de har alle deres eget bidrag til trætheden. En af dem er hæmokromatose – en sygdom, hvor kroppen ophober jern.
Når jernniveauerne stiger, kommer trætheden snigende. En tung, vedvarende træthed, som ikke har noget med travlhed at gøre. På mandag skal jeg have taget blodprøver. Hvis tallene er høje, skal jeg tappes for blod onsdag – en behandling, der virker, men som også tærer på kræfterne.
Samtidig har jeg endometriose. Her er træthed et almindeligt symptom, som ofte overses. Kroppen er i konstant alarmberedskab, smerterne slider, og hormonelle forandringer kan gøre det svært at få ordentlig hvile. Det tærer på energien – hver dag, hele tiden.
At bruge energi med omtanke
Et af de vigtigste værktøjer, jeg har lært at bruge, er aktivitetsregulering. Det lyder teknisk, men det handler bare om at fordele kræfterne klogt. Ikke bruge hele dagens energi før frokost – og heller ikke ignorere, når kroppen siger stop.
Jeg bruger ofte “ske-teorien” til at forklare det. Forestil dig, at du starter dagen med et begrænset antal skeer – og hver ting du gør, koster en ske. Når du løber tør, er det slut. Du kan ikke bare låne flere.
Nogle dage har jeg lidt flere skeer. Andre dage har jeg næsten ingen. Og der findes desværre ikke nogen advarselslampe, der lyser, når man er ved at løbe tør.
Den usynlige del: det mentale slid
Der er en del af trætheden, man ikke kan måle med blodprøver eller se på en scanning – og det er den mentale.
Det kræver energi at leve med en krop, der hele tiden skal vurderes, passes på og forklares. Det kræver endnu mere energi at bære rundt på følelsen af, at man ikke gør nok.
Jeg kan sagtens få dårlig samvittighed, når jeg siger nej til sociale ting. Eller når jeg må aflyse en aftale, jeg egentlig havde glædet mig til. Det føles som om, jeg skuffer andre – selvom jeg jo bare prøver at passe på mig selv.
Indimellem dukker tanken op: Burde jeg kunne mere? Burde jeg tage mig sammen? Det er en hård og usynlig byrde at bære.
Jeg ved jo godt, at jeg ikke vælger trætheden. At jeg ikke vælger at være langsom, aflyse, sige fra. Men alligevel sidder følelsen af utilstrækkelighed nogle gange lige i solar plexus.
Det hjælper at tale højt om det. At minde mig selv – og andre – om, at det her ikke handler om viljestyrke. Det handler om helbred. Og det handler om at gøre sit bedste med de kort, man har på hånden.
Og mit bedste? Det er forskelligt fra dag til dag. Og det er godt nok.
At acceptere sit eget tempo
Noget af det vigtigste, jeg har lært, er at acceptere mit eget tempo. Accept betyder ikke at give op – det betyder, at jeg vælger at leve i fred med, hvordan min hverdag ser ud.
Det betyder, at jeg planlægger mine dage med hensyn til mine diagnoser. At jeg giver mig selv lov til at hvile, når jeg har brug for det. At jeg ikke længere skammer mig over at sige nej tak.
Det er ikke et nederlag. Det er en måde at tage ansvar på – og faktisk leve et bedre liv.
Sengetid klokken 21:30 – også i weekenden
En af de ting, jeg er mest konsekvent med, er min sengetid. Hver aften – både hverdag og weekend – går jeg i seng omkring 21:30 eller 22.
Hvis jeg spiser aftensmad ved andre på hverdage, siger jeg ofte farvel ved 20:30 eller 21. Ikke fordi jeg er kedelig. Men fordi mit aftenritual er vigtigt for mig. Det hjælper mig med at falde til ro og få den søvn, jeg har brug for.
Jeg bryder rutinen en gang imellem, hvis jeg er til fest eller på bytur. Men det er undtagelsen.
Det her gør jeg ikke for at være “fornuftig” – jeg gør det for mig selv. For mit helbred. For at vedligeholde mit batteri. For at give mig selv chancen for en god dag i morgen.
Det er mit normal – og det virker.
Fællesskab er også energi
Jeg har fundet stor støtte i fællesskaber som Endometriose Fællesskabet. Der er noget helt særligt i at møde andre, som forstår, hvad man går igennem – uden man skal forklare alt først.
Vi har forskellige oplevelser og symptomer. Men vi har også mange fælles erfaringer, og det gør en forskel.
Jeg har lært meget af andres historier – både praktiske råd og følelsesmæssig støtte. Og det er en kæmpe lettelse ikke at føle sig forkert, når energien ikke rækker.
Men samtidig hører jeg også, at trætheden er en kæmpe belastning på livskvaliteten. Fordi alle vil gerne kunne det, som de kunne engang, eller som andre kan.
7 ting jeg gør, når energien er lav
Når jeg mærker, at energien forsvinder, har jeg nogle faste strategier, som jeg benytter. De hjælper mig med at finde lidt ro – og holde fast i mig selv:
- Jeg tager en kort lur med alarm – så rytmen ikke ryger.
- Jeg laver en prioriteringsliste og skærer ned på opgaver.
- Jeg vælger en lydbog eller podcast, hvis hjernen er træt.
- Jeg laver noget kreativt med hænderne – som blomster af piberensere eller strikketøj.
- Jeg går en lille tur, hvis jeg har overskud til frisk luft.
- Jeg brugte min TENS-maskine, hvis smerterne drillede – nu har jeg min indopererede nervestimulator .
- Jeg minder mig selv om, at det er okay at tage den med ro.
Energi er ikke alt – men det betyder noget
Jeg har lært, at energi ikke er det eneste, der betyder noget – men det gør en forskel. Når jeg har energi, kan jeg gøre mere af det, jeg elsker. Når jeg ikke har, prøver jeg at finde glæde i det små.
At tage ansvar for sin energi er ikke et tegn på svaghed. Det er en styrke. Det er at sige: “Jeg kender mig selv – og jeg passer på det, jeg har.”
Når jeg passer på min energi, passer jeg på mig selv
Jeg har efterhånden lært, at det ikke er egoistisk at prioritere sin energi. Det er nødvendigt. Det er omsorg for mig selv – og for dem omkring mig.
Nogle dage kræver mere hvile. Andre dage er der mere overskud. Det svinger, og det er helt okay. Jeg har fundet ud af, at det vigtigste ikke er, hvor meget jeg når – men hvordan jeg har det undervejs.
Min energi er ikke konstant. Men min vilje til at skabe gode dage, på mine præmisser, den er stærk.
Og det er nok.
