Min lille hjælper

Det sidste jeg gør, inden jeg går ud af døren er at kontrollere, om der ligger en i jakkelommen. Hvis ikke der gør, så ligger der sikkert en håndfuld i hver af mine tasker eller i rygsækken, måske i skuffen på kontoret, der er også den lille pose i handskerummet, og så er der selvfølgelig flere kasser på badeværelset – faktisk ligger de alle vegne…..

Det er en lille blå dims, som jeg nogle gange får brug for på uventede tidspunkter. Andre gange kan jeg bruge den forebyggende, men oftest er det ren rutine.

Mød min mikro makker

Jeg præsenterer yderst sjældent den lille blå dims for andre, altså det er ikke fordi, at jeg er flov over den eller noget i den stil – Men den gør andre pinligt berørt – Fordi den spiller en stor rolle i en privat situation.

Nu vil jeg ikke trække spændingen mere….. Mød det mest feminine hjælperedskab jeg har – Mit lille blå kateter.

Coloplast har lavet SpeediCath® Compact Eve, og den er lavet så diskret, at ingen stiller spørgsmålstegn til den, hvis de støder på den. Den kunne ligne en mascara, når den ligger i bunden af tasken eller en tus der ligger og roder i en skuffe.

Formen er designet med et trekantet greb, så det er nemt at “styre” i rigtig retning.
Og når jeg siger designet, så kan man se, at der ligger tanker bag. For den ser fuldstændig harmløs ud.

Sidst men ikke mindst kan den efter brug lukkes igen og smides i toiletspanden uden at vække opsyn.

Og grunden til at jeg beskriver den på denne måde er – at den er lige så naturlig en del af min hverdag som min tandbørste, og den får jo lov at stå fremme i kruset på badeværelset. 

Men alligevel skjuler jeg mine kateter og nævner dem sjældent…. 

Begyndelsen

Da jeg blev akut indlagt pga. smerter i underlivet i januar 2021, skulle jeg gennemgå en gynækologisk undersøgelse. Sygeplejersken bad mig tisse af inden – done. 

Tilbage på briksen bad hun mig gentage mit ærinde, hun mente, at det kunne jeg godt gøre bedre – det blev ikke et imponerende resultat, men lidt havde også ret. .

Så jeg vendte tilfreds tilbage til briksen, sygeplejersken scannede mig og kiggede undrende på mig, hvorefter hun siger, at jeg bør lige prøve en gang til – nu begyndte jeg at blive ret irriteret. Jeg havde kraftige smerter, og hun gik op i, hvor meget jeg tissede. Men jeg vendte tilbage til det fordømte toilet. 

Jeg kom lettere irriteret tilbage og forklarede, at der ikke var mere at komme efter. Jeg kunne ikke tisse og det var det. Slut!

Scanningen viste nu, at der stod fortsat 400 ml i min blære, og hvis de skulle kunne undersøge mig ordentligt, skulle det tømmes ud. 

Efterfølgende blev jeg instrueret i diverse metoder til en succesfuld tissetur.
Og jeg følte mig tåbelig….

Nå, men ugerne gik, flere undersøgelser fulgte, og det var hver gang det samme – prøv lige igen, giv det lige endnu et forsøg, har du prøvet….

Så fik jeg en henvisning til urologisk for at lære at lægge kateter. Og det var en surrealistisk oplevelse, jeg sagde bare: Yes, det har jeg styr på. 

Men det havde jeg ikke…. Det var vanvittig smertefuldt på mig ved hvert forsøg derhjemme, så jeg opgav og bildte mig selv ind, at det var ikke vigtigt. Hvis du har læst med tidligere, så er det i den periode, hvor jeg ikke lytter efter og fortsat tror på, at alt er normalt efter et par uger. Men det var det ikke.

Da jeg bliver sygemeldt i marts fulgte der samtidig en henvisning med til hjemmesygeplejerske for at få hjælp med kateter. Jeg ramte gulvet fuldstændig. 

Hjemmesygeplejen

Det var en voldsom oplevelse for mig, da jeg tre gange om dagen skulle have besøg af hjemmesygeplejen. Både pga. behovet og ærindet. 

Vi indrettede vores ekstra værelse som “behandlingsrum”, så det ikke skulle foregå i soveværelset. 
Det var nogle vanvittig søde, tålmodige og dygtige kvinder, der formåede at gøre situationen nemmere. Og med tiden fik vi flyttet to ud af tre besøg hen til deres klinik, så jeg kun skulle have besøg til natten. 

Morgen og eftermiddag kunne jeg køre hen til dem, og det gav mig en følelse af kontrol.
For selv om de er vildt søde og dygtige, så følte jeg en stærk sygeliggørelse, fordi jeg havde behov for hjælp i hjemmet. 
Lidt efter lidt blev det til rutine, det var ikke længere skræmmende, og det blev hverdag.

Samtidig begyndte min behandling for Lichen Sclerosus at virke, så smerterne ved kateter var aftaget, derfor tog jeg tyrene ved hornene og satte mig for at lære det selv. 

Kort tid efter var det blevet rutine og hverdag, og jeg sagde farvel til de søde kvinder, der havde hjulpet mig igennem en svær oplevelse. 

Hverdagen

Det krævede mod og overvindelse den første gang, at jeg skulle lægge kateter væk hjemmefra. Men hver gang det lykkedes, valgte jeg at se det som en kæmpe sejr!

Jeg snuppede en lille sejrsdans og sang “Simply the best” efter hver første gang. Om det var ved første besøg ved andre, første gang på arbejde, første gang på offentligt toilet, første gang på en restaurant eller første gang på værtshus. 

Det er ved at være nogle måneder siden, at jeg sidst havde behov for at bruge kateter tre gange om dagen. En sygeplejerske fortalte mig, at nogle gange hjælper kroppen ved at tilpasse sig selv. Nu bruger jeg vel mellem 7 og 10 om ugen. Men det afhænger også meget af mine aktiviteter og årstiden. Jeg skal blot sikre mig, at min blære ikke bliver fyldt, da det giver smerter. Og ofte følger der også en blærebetændelse med, dem har jeg haft månedligt det sidste halve år.

I dag er det en meget naturlig del af mit liv og min hverdag. 
Jeg skal sørge for at drikke 2 liter vand om dagen, ud over det væske jeg får til mine måltider. Nogle siger, at jeg kan jo bare drikke mindre, men det giver mig desværre smerter. 

Men det er ikke fryd og gammen, jeg har mange dage, hvor jeg forbander det langt væk.
Der er dage, hvor følelsen af uretfærdighed er overvældende. Hvorfor skal jeg være så uheldig? 

Jeg lider af tre behandlingskrævende kroniske sygdomme, heraf har den ene indirekte forårsaget uoprettelige skader på mine nerver, og oven i kan jeg af endnu ukendte årsager ikke tømme min blære…. 

Når jeg er nødt til at tage smertestillende for at komme ud af sengen om morgenen efter en urolig nat, morgenmaden erstattes af en proteinbar pga. kvalme, jeg må bruge Tens apparatet for at komme igennem en arbejdsdag, og jeg er så udmattet at jeg ikke orker at spise aftensmad – så er jeg ved at tude over at skulle bruge kateter. 

MEN!

Der er altid et men 🙂  Men, når den følelse opstår, så minder jeg mig selv om, hvor fuldstændig sindssyg sej jeg er! Det er fuldstændig ubegribeligt, hvad jeg formår at gøre! 

Den følelse er ubeskrivelig fantastisk, jeg er pavestolt af mig selv ❤️ Og jeg skråler” I’m simply the best!”

Og nu er vi tilbage, hvor vi startede – det er ikke noget jeg deler med andre, og det er ikke fordi, at jeg er flov. Men det er et emne, som gør andre pinlig berørte og ofte udtrykker ubehag. 

Jeg lover dig – det gør ikke ondt, det er ikke ubehageligt og jeg kan ikke mærke det. 

Derimod er det en lille bitte dims, der hjælper med at minimere mine smerter og gøre dagligdagen nemmere. Min lille blå hjælper 💙

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.