Kan udmattelse være positiv?

Man kan mærke udmattelse på flere måder. 

Der er den udgave af udmattelse, fordi man har overdrevet noget, som ikke gav en positiv gevinst tilbage – nogle gange fordi man “burde”.

Så er der den slags udmattelse, der kommer efter at have gjort noget, man plejer, men ens indre batteri ikke var nok opladet inden. Det er blevet den sværeste for mig.

Og så er der den type udmattelse, som jeg faktisk modtager med åbne arme. Det er den, hvor jeg har besluttet at foretage mig noget, som jeg ved, koster alt jeg har. Men som giver mig dobbelt glæde tilbage. 

Og det er den sidste version, som jeg vil fokusere på i dette indlæg. 

Udmattelse med for høj pris

Dette er den sværeste udmattelse for mig, og det er den, som jeg forsøger at undgå med al den viljestyrke, jeg kan samle. 

Nogle gange kommer der den invitation, eller det spørgsmål om at hjælpe, som du har svært ved at afslå. Det er ofte den situation, hvor du føler, at du burde sige ja. 

Jeg har øvet mig i mange år på at sige “nej”, og det er stadig svært for mig indimellem. 
Nogle gange siger jeg “ja”, selv om jeg kan mærke, at jeg burde have sagt “nej”. 

En af de måder jeg har arbejdet med det, er ved at give mig selv en længere frist til at svare. 
Jeg reagerer med et, “Er det okay, hvis jeg lige vender tilbage med et svar?”. 

Det giver mig en mulighed for at mærke efter og vurdere, hvad det vil “koste” mig at sige ja til dette. Vil det koste energi, kan det give smerter, kan det forhindre mig at gøre noget andet, som jeg har planlagt. 

Det største spørgsmål til mig selv er, er glæden større end prisen for mig? 

For min personlighed skriger “ja”! Jeg nyder at hjælpe andre, jeg elsker at være der for andre, jeg hader at gå glip af noget, og jeg er en selskabspapegøje. 

Så når jeg siger “nej”, er det ikke fordi, at jeg ikke ønsker at hjælpe, eller tilbringe tid sammen med andre. Det er simpelthen fordi, at jeg beslutter at passe på mig selv. 

Uventet udmattelse

Denne type udmattelse kan være frygtelig svær at håndtere.  

“Jamen, det plejer ikke at udmatte mig”. 
“Jeg plejer, at kunne holde til det”.
“Jeg kunne klare det i sidste uge”.
“Hvorfor kan jeg pludselig ikke holde til det, som jeg plejer at gøre eller har gjort før”. 

Her er det nemt at slå sig selv i hovedet, fordi man ofte bliver skuffet. Skuffet over sig selv. 

Det som hjælper mig i denne situation, er at se på hvad jeg lavede forud. Eventuelt se på hvad jeg fik at spise eller drikke. Er der noget, som jeg bliver opmærksom på, der kan være skyld i den uventede udmattelse. 

Nu er det, at jeg i stedet for at slå mig selv i hovedet skal lære af denne situation. 
Fordi så kan jeg bedre forberede mig til en anden gang. 

Hvorfor bliver jeg udmattet?

Ofte finder jeg årsagen, men den er ikke altid let at finde. 

Har jeg været “almindelig” syg, så er min krop blevet overstimuleret, og det tager længere tid at komme tilbage til min “normal”. 

Min krop er altid i alarmberedskab, og det har den været i virkelig mange år efterhånden. 

Når en “simpel” forkølelse indtager min krop, så bliver alarmberedskabet skruet yderligere op til højeste beredskab. Og så taler vi overarbejde.

Det kan udmatte min krop i en grad, der koster flere dages opladning. Afhængig af hvilket beredskab min krop har været i, afgør i hvor lang en periode kroppen lader op igen til min “normal”. 

Nogle gange er det medicinsk regulering, der er årsagen. Og andre gange kan det være en forkert kost, evt. for meget dårligt ultra forarbejdet mad eller lign. 

Derfor sørger jeg altid for at have rester i fryseren, simple forberedte måltider. Og man må gerne spise forarbejdet mad, der findes mange sunde gode  fornuftige muligheder. 

Har jeg ikke noget forberedt, så er det altså også okay at tage de nemme fastfood løsninger, for dem findes der også fornuftige versioner af. Og andre gange er det faktisk okay at spise den fedtede pizza eller burger – for den smager altså også godt.
Når det er noget, der ikke sker ofte, men er en sjælden forkælelse, så er det min erfaring, at man nyder den mere. 

Men heldigvis er der en tredje form for udmattelse i mit liv.

Den gode udmattelse

I dag mærker jeg den gode udmattelse. 

Min krop er overdreven tung, hver en muskel gør ondt, min tinnitus overdøver fuglenes forårssang udenfor, der er grus i begge øjne, og tanken om hver bevægelse kræver store overvejelser. 

Men mit humør er i total topform, hvis vi tager en skala på 1-10, så ligger mit humør på 15! 

Jeg kan godt tillade mig at være glad i dag, for i går havde jeg en sjov dag med masser af livsglæde. Det var en dag, hvor jeg planlagde at give den fuldt ud, og give alt hvad jeg har. 

I dag er der planlagt og forberedt hygge og afslapning, der er forberedt lette måltider, og jeg har selvomsorg i fokus. Fordi jeg forventede, at jeg ville vågne med udmattelse. 

Men jeg vidste ikke, om jeg ville vågne med smerter – og det gjorde jeg heldigvis ikke. 
Med mindre vi medregner de ømme muskler, men det gør jeg ikke 😉 

I går sikrede jeg mig hele dagen at spise og bevæge mig, så det ikke vil påvirke mine kroniske smerter i mit underliv. Der var ingen grund til at overdrive. 

Dagen i går havde helt klart en pris, men den glæde og det mentale overskud jeg mærker i dag, er højere end prisen det kostede. 

Det er vigtigt for mig at sikre, at vægtskålen med glæde altid vægter tungere end det negative. 

Det er okay at blive træt

Da jeg var tilknyttet et tværfagligt smertecenter, gik jeg ved en fysioterapeut, der lærte mig aktivitetsregulering. Og han lærte mig en vigtig sætning. 

Du må gerne blive træt, men du må ikke få ondt. 

Jeg forsøger løbende at flytte mine grænser for at være fysisk, og nogle gange kræver det 1-2 skridt tilbage, inden jeg går frem igen. 
Andre gange kræver det perioder med stilstand uden fremskridt. 

Og det er okay!

Når jeg bevæger mig fremad og tester en grænse, så er jeg hele tiden bevidst om, hvordan jeg bevæger mig frem. Får jeg smerter, så stopper jeg. Bliver jeg træt, men jeg kan mærke, at der er lidt ekstra at give, så fortsætter jeg. 

Og får jeg smerter senere, så har jeg lært, at det var for langt over grænsen. 
Min “normal” flytter sig stille og roligt, og jeg er stolt over hvert et lille fremskridt. 

Hvad siger kroppen?

Den måde, at vi finder frem til den gode udmattelse, er ved at se på, hvad der giver os livsglæde. Hvad er det, der driver os frem? Hvordan lader vi vores mentale batteri op? Og hvornår er det okay at sige fra? 

Jeg er i dag 51 år, og i mange år gjorde jeg mange ting, der udmattede mig og havde en høj pris. Fordi jeg enten følte, at jeg burde gøre det, jeg troede, at det var forventet, eller at jeg slet ret følte, at jeg “burde” gøre det. 

Men pludselig en dag sagde min krop “stop”! Jeg havde overdrevet og overgjort mange ting i for mange år. Min krop var overbelastet og i konstant alarmberedskab. 

Selv da jeg modtog advarsler fra kroppen, ignorerede jeg dem og fortsatte. 

Jeg havde smerter pga. endometriose, og de skader endometriose havde forvoldt min krop. 
De var blevet kroniske af flere årsager. Sundhedsvæsenet kunne ikke smertedække mig 100%, og jeg var blevet god til at ignorere dem. 

Så den dag min krop sagde stop, var det mit nervesystem, der knækkede sammen efter mange år med smertesignaler. Til sidst kunne nervesystemet ikke skelne mellem de mange signaler og impulser, der konstant blev sendt rundt i kroppen. 

I dag kan jeg slå min højre albue og få ondt i venstre hånd. That’s life. 

Men det skal ikke forhindre mig i at leve mit bedste liv.
Derfor fokuserer jeg på livsglæde. Og det, der giver mig livsglæde, det er det jeg prioriterer. 

Hvad er livsglæde for dig?

Hvis du vil give det et forsøg, så skal du se på, hvad der giver dig livsglæde.
Start med at se på, hvad der tilfører energi til dit indre batteri, og hvad der dræner dit indre batteri. Hvad er det, som giver dig overskud og drive, hvad giver glæde og smil. 

Og lige så vigtigt er, hvad der sænker dit overskud, og hvad der dræner dig uden glæde. 

For du kan sagtens foretage sig noget, der vil udmatte dig, så længe at du bagefter føler, at du gjorde noget, der gjorde dig glad og gav ekstra power på dit indre batteri. 

Hvis du begynder at sige nej til alt, og begynder at føle dig trist og ked, så har du prioriteret forkert. 

En lille øvelse kan være at finde 5 ting der giver dig glæde, og 5 ting der dræner dig negativt. 
Og hvis det er svært at finde 5, så start med 3 – det vigtigste er at vurdere, hvad der er godt og skidt. 

Når du ved, hvad der giver dig glæde og overskud, så er der plads til det negative og drænende indimellem. Så længe du husker at tilføje noget positivt bagefter. 

Hvad har jeg lært?

Måske handler det ikke om at undgå udmattelse.
Måske handler det om at vælge den rigtige grund til at blive det.

For der er en forskel på at være udmattet, fordi man følte man burde, og at være udmattet fordi man levede.
Hvis prisen er høj, men glæden er højere, så giver det mening for mig.

Så næste gang du står overfor et valg, så kan du spørge dig selv. 
“Er det her noget, der dræner mig?”
“Eller er det noget, der fylder mig op igen bagefter?”

Det er det svar, der kan gøre hele forskellen.

Del her:

Tak for at dele

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tak for besøget!

Hvis du vil undgå at gå glip af nye indlæg, er det muligt at tilmelde nyhedsmailen.
Som modtager af nyhedsmail får man også adgang til de gratis e-bøger i det digitale bibliotek