En uvis tid

  • 1 uge siden
  • 6Minutter
  • 1298Ord

Jeg er igennem en uvis tid. For et menneske der trives med kontrol, er det svært ikke at vide, hvad der venter den næste uge, dag og time.

Efter den voldsomme periode med smerter efter at have gået med to spiraler opsat for længe, var jeg ikke ligefrem motiveret for at få en ny spiral opsat. Men som kvinde med endometriose havde jeg brug for en behandling.

Derfor opstartede jeg februar 2024 på det nye produkt Ryeqo.

En ny behandlingsmulighed

Da jeg skiftede fra Mirena-spiralen til Ryeqo, trådte jeg ind i en ny fase af min behandling for endometriose. Valget var ikke tilfældigt, det var tid til at prøve noget nyt. Ryeqo havde været på markedet i 3 måneder, men jeg var klar til at ligge krop til et forsøg.

Men hvad er Ryeqo egentlig, og hvorfor er det en relevant behandlingsmulighed for endometriose?

Hvad er Ryeqo?

Ryeqo er en receptpligtig medicin, der bruges til behandling af moderat til svær endometriose-relateret smerte.

Den består af en kombination af tre aktive stoffer: relugolix, estradiol og norethisteronacetat.
Relugolix er en GnRH-antagonist, der reducerer produktionen af østrogen ved at hæmme signalerne fra hjernen til æggestokkene.
Estradiol og norethisteronacetat tilsættes for at balancere hormonpåvirkningen og mindske bivirkningerne af lavt østrogen.

Hvordan virker Ryeqo?

Endometriose er en sygdom, hvor væv, der ligner livmoderslimhinden, vokser uden for livmoderen og reagerer på hormonelle ændringer i kroppen – især østrogen. Når østrogenniveauet falder, mindskes væksten af endometriosevævet, hvilket kan reducere smerter og inflammation.

Ryeqo virker ved at nedsætte kroppens egen produktion af østrogen til et niveau, der er lavt nok til at bremse væksten af endometriosevævet, men stadig højt nok til at beskytte knoglerne mod afkalkning.
Det er en balancegang, som gør medicinen til en attraktiv løsning for dem, der har brug for hormonel behandling uden kirurgi.

Effekten af Ryeqo

For mange kvinder med endometriose kan Ryeqo være en gamechanger. Studier har vist, at medicinen kan reducere både menstruationssmerter og daglige bækkensmerter markant. Nogle oplever en væsentlig forbedring allerede inden for de første tre måneder af behandlingen.

For mig har effekten været en blanding af lettelse og tilpasninger. Efter de første uger begyndte jeg at mærke en reduktion i smerterne, og mit humør steg kraftigt. Det var en befrielse at opleve de gode dage.

Men Ryeqo er ikke en mirakelkur, og det er vigtigt at have realistiske forventninger. Sygdommen forsvinder ikke, men symptomerne kan blive håndterbare, så livskvaliteten forbedres.

Kendte bivirkninger

Som med alle hormonelle behandlinger kan Ryeqo give bivirkninger. De mest almindelige inkluderer:

  • Hedeture og svedeture – Et resultat af det lavere østrogenniveau.
  • Hovedpine – Nogle oplever spændingshovedpine eller migrænelignende symptomer.
  • Humørsvingninger – Ligesom ved andre hormonelle præparater kan nogle mærke ændringer i humøret.
  • Lettere knogleafkalkning – Selvom Ryeqo indeholder estradiol for at beskytte knoglerne, anbefales det, at behandlingen ikke varer længere end to år uden vurdering af knoglesundheden.
  • Uregelmæssige blødninger – I starten kan kroppen reagere med pletblødninger, men for mange aftager det over tid.

Mine bivirkninger

For mit eget vedkommende var bivirkningerne til at håndtere. Min søn sagde med humor og kærlighed, at “vi kunne mærke lidt sving i humøret”. Men da vi var forberedt, havde vi talt om det på forhånd, derfor kunne vi håndtere det med grin og overskud.

Jeg fik en del svedeture, det var dog mest om natten.
Men efter kun 8 måneder begyndte jeg at pletbløde. Min type endometriose kendetegnes ved, at blødning betyder smerter. Derfor tog smerterne til i takt med at pletblødningen tog til.

Derfor tog jeg beslutningen i samråd med min endometriose-specialist, at jeg skulle stoppe med Ryeqo ved udgangen af 2024. Det var tid til et nyt forsøg.

En uvis periode uden tilskud

Jeg er ikke bange for at lægge krop til forsøg, når det gælder endometriose. Årsagen er, at jeg har tillid til min endometriose-specialist. Selvom den dog led et knæk tilbage i tid. Men det har vi lagt bag os nu, efter at vi har fået talt ud om, hvad der skete, og hvordan undgår “vi”, at det sker igen.

Men det var med nervøsitet forplantet i kroppen, at jeg tog den sidste pille med viden om, at fra næste dag ville jeg være uden beskyttelse for min endometriose.

Og måske sidder du nu og tænker, hvorfor min læge og jeg vælger at lade endometriose være ubeskyttet og ubehandlet.
Årsagen er ganske enkelt min alder. Om 10 dage fylder jeg 50 år, og håbet er at min overgangsalder er nær.

Overgangsalderen betyder ikke for mig, at jeg vil slippe for alle smerter og gener. Gid det det var!
Nej det betyder for mig, at endometriose vil forhåbentligt stoppe med at udvikle sig. Men alle de skader min krop har påtaget sig siden min første menstruation, de vil være der for evigt.

Hvad det kommer til at betyde for mig er ikke godt at vide.

Hvordan går det så?

Jamen, hvordan går det så med den aldrende krop. Den krop der har været igennem ubeskrivelig meget gennem hele sit liv. Den krop der har stået til mål for mange behandlinger og forsøg.

Lige en indskudt bemærkning, så overvejer jeg at donere min krop til forskning. Der må være materiale til ufattelig megen forskning 😉

Nå, jamen det går faktisk godt. Det første jeg gjorde var at tale med min chef, fordi jeg tilbringer halvdelen af min vågne tid på arbejde. Jeg ønskede, at han var forberedt på, at jeg kunne reagere med smerter, humørsvingninger eller måske ingen forandring. Åbenhed har altid hjulpet mig med at opnå forståelse fra andre.

Og det første der skete var, at mit humør strøg direkte til top. Jeg har aldrig været helt gode venner med diverse hormon-behandlinger. Pludselig følte jeg mig som mit sædvanlige glade jeg.

Det næste der skete var, at jeg blev syg. Altså vi snakker syg som normale bliver, det var fuldstændig uventet og virkelig dårlig timing. Som kroniker er man vant til at læse symptomer og signaler fra kroppen. Så når jeg bliver “almindelig” syg, bliver både jeg og min krop enormt forvirrede.

Få dage efter jeg var rask igen, begyndte min livmoder at vågne op. Den dvale, der havde været livmoderens tilstand i så mange år, var langsomt begyndt at aftage. Og det blev til et helt nyt kapitel i mit liv.

Det næste kapitel

Det næste kapitel i mit liv må vi hellere tage i et nyt afsnit. Ellers ender det her med at blive en helt roman.

Men det har været et år fyldt med uvished. Uvis om udviklingen af mit helbred, uvis på hvordan jeg ville have det næste dag, uvis om jeg kunne lægge planer.

Jeg håber, at du efter at have læst dette, har fået et indblik i den nye behandlingsmetode Ryeqo.

Det er ikke skadeligt at afprøve frem for at lægge krop til en operation, der måske ikke vil virke eller kan risikere at skabe forværring. Ryeqo virker fra første pille, og det stopper igen med at virke ved sidste pille.
Der er ingen optrapninger eller nedtrapninger. Der er ingen ventetid på, at det endelig er ude af kroppen igen.

Men om det vil virke med en positiv effekt, må det komme an på en prøve.

Tak for at dele
icon_Follow_da_DK En uvis tid
da_DK En uvis tid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *