Velkommen til endnu et kapitel i min hverdag med kronisk humor – for når kroppen insisterer på at være besværlig, må man jo selv finde på vittighederne.
Hvis min krop var en computer, ville den helt sikkert være sådan en gammel, langsom én, der altid går ned midt i det vigtigste. Den ville have tusind åbne faner, et program der konstant hænger, og et antivirusprogram, der aldrig helt kan følge med.
Og vigtigst af alt: Den ville sende mig spam-mails døgnet rundt.
“Systemfejl! Genstart påkrævet”
Der er dage, hvor min krop vågner før mig og tænker: “I dag skal vi da lige prøve at blande kortene lidt.”
Så får jeg sådan en intern besked fra mit hoved til resten af systemet:
Fejlmeddelelse:
“Vi har besluttet at lave lidt ekstra smerter i lænden i dag. Bare sådan for spændingens skyld. Klik OK for at fortsætte.”
Jeg klikker jo altid OK. Jeg har ikke noget valg.
Nogle gange kunne jeg godt tænke mig, at kroppen havde en “ignorer alle” knap. Men nej – de her mails kommer igennem, uanset hvor mange spamfiltre jeg prøver at sætte op.
Velkommen til krops-indbakken
Det er ikke småting, jeg modtager i min indbakke. Her er et lille udvalg fra den seneste uge:
- Mandag: “Hej, vi tænker lige, at din krop skal føles som tunge mursten i dag. God arbejdslyst!”
- Onsdag: “Vi har fundet et nyt sted at lave ondt. Det er en overraskelse – vent og se!”
- Fredag: “Systemfejl! Venligst find nærmeste toilet inden for 12 sekunder.”
Og så er der selvfølgelig den klassiske: “Træthed: Din gratis prøveperiode på energi er udløbet. Ønsker du at købe mere? Klik her!”
Jeg klikker. Intet sker.
Når hele systemet går i blå skærm
Der er også de dage, hvor hele systemet bare bryder sammen. Jeg kalder det blå skærm-dage.
På sådan en dag kan jeg ikke engang overskue at opdatere min “software” med kaffe. Jeg må bare ligge fladt på sofaen, mens jeg langsomt genstarter mig selv med serier og noget sødt. (Netflix og chokolade er efterhånden mit svar på IT-support.)
Jeg plejer at joke med, at jeg ikke er kronisk syg – jeg er bare i permanent beta-version. Jeg er aldrig helt færdigudviklet, og der er hele tiden noget, der skal fixes.
Den indre IT-afdeling
Efterhånden er jeg blevet ret god til at være min egen IT-afdeling.
Jeg har lært et par tricks:
- Sluk og tænd – eller på menneskesprog: tag en lur.
- Geninstaller energi – en lur eller kaffe og lidt frisk luft kan gøre underværker.
- Backup af humøret – humor er mit bedste sikkerhedsnet.
Det virker ikke hver gang, men det føles lidt som at have en nødløsning. Og det er rart at have noget at grine af midt i det hele.
Kronisk humor som firewall
Måske lyder det underligt, men jeg bruger faktisk humor som en slags firewall. Når kroppen kaster alle de her fejlmeldinger i hovedet på mig, hjælper det mig at tage det lidt let.
Ikke fordi det hele er sjovt (tro mig – det er det ikke), men fordi det gør en forskel, når jeg kan vende det lidt på hovedet.
For eksempel når kroppen sender mig en “Breaking News: Nu gør det ondt et nyt sted!”-mail, så prøver jeg at svare:
“Tak for info. Jeg markerer dig som læst – og går ud i solen alligevel.”
Det betyder ikke, at jeg ignorerer min krop. Det betyder bare, at jeg ikke vil lade den bestemme det hele. Og det er her min kronisk humor redder mig fra at tage det hele alt for alvorligt.
Det store spamfilter-spørgsmål
Jeg har tit tænkt på, om andre også oplever det sådan her.
At det ikke bare er kroppen, der føles uforudsigelig, men også hjernen.
Man får så mange signaler på en dag, at man ikke altid ved, hvilke man skal tage alvorligt. Og nogle gange føles det som om, alt bliver markeret som “vigtigt” – også selvom det bare er endnu en påmindelse om, at jeg er træt.
Hvordan vælger man, hvad der ryger i papirkurven?
Hvad filtrerer man fra?
Jeg har stadig ikke fundet svaret, men jeg øver mig.
Når diagnoser bliver til mapper
Det hjælper lidt at tænke på mine diagnoser som mapper på computeren.
Der er én mappe til endometriose, én til hæmokromatose, én til Lichen Sclerosus, én til neuropatiske smerter og én til alt det løse. De bliver ved med at fylde mere og mere, men jeg prøver at holde styr på dem med små “noter” til mig selv:
- Husk pauser.
- Husk at spise.
- Husk at grine, selv når det føles lidt skævt.
Måske burde jeg begynde at navngive de mest besværlige symptomer som om de var medarbejdere. Så kunne jeg holde personalemøde med dem og sige: “Hør her, Smerte. Vi har altså nogle grænser for, hvor meget plads du må tage.”
Det kunne være en form for HR-politik for kroppen.
En opdatering til hjertet
Når jeg tænker over det, har jeg faktisk lært meget af alle de her fejlmeldinger.
Jeg er blevet bedre til at lytte til mig selv.
Jeg er blevet bedre til at sætte pris på de dage, hvor systemet faktisk fungerer nogenlunde.
Og så har jeg lært, at de små sejre betyder mere, end man tror.
Som når jeg kan tage på café med en veninde, selvom jeg egentlig havde tænkt, at jeg skulle ligge på sofaen hele dagen. Eller når jeg kan tage en lille tur ud i solen, selvom kroppen helst vil blive indendørs. Det føles som at få en uventet mail med emnelinjen: “Gode nyheder: I dag virker det lidt bedre end forventet!”
Det er ikke fordi smerterne forsvinder, men kronisk humor gør dem lidt lettere at bære.
Fremtiden? Den må opdateres løbende
Jeg har ingen illusioner om, at min krop pludselig bliver lynhurtig og problemfri. Den computer er gammel, og der er ingen, der har en brugermanual.
Men jeg kan stadig drømme om et fremtidigt system, hvor fejlmeldingerne bliver færre. Måske med en funktion, hvor man selv kan vælge, hvilke mails man vil åbne.
Indtil da må jeg nøjes med mit eget, lidt krøllede system. Det består af kaffe, en TENS-maskine, familie, veninder, lidt viljestyrke – og masser af humor.
Jeg tror faktisk, at kronisk humor er en af mine bedste behandlinger – uden bivirkninger!
For når alt kommer til alt, så hjælper det mig at kunne grine lidt, selv midt i de værste spamstorme.
Så næste gang min krop sender mig endnu en irriterende fejlmeddelelse, tror jeg, jeg vil svare:
“Tak for beskeden. Jeg lukker lige vinduet og går udenfor. Du kan bare opdatere i baggrunden, mens jeg lever livet.”
Og hvis det ikke virker?
Så prøver jeg igen i morgen – med lidt mere kronisk humor i indbakken.
