Aktivitetsregulering?

Jeg havde glædet mig virkelige meget, så jeg fløj nærmest ind af døren den første gang, min fysioterapeut var ikke i tvivl om, at det var en glad Duracell kanin fra Aalborg der ankom. Jeg gik ind til dette fuld af spænding, håb og interesse! Nu skulle jeg lære at passe på mig selv. Og det levede fuldt op til mine håb, ønsker og forventninger.

Lægens bord

Kort tid efter mit første besøg på smerteklinikken modtog jeg en plan med forløbet. Jeg skulle starte med det medicinske modul sammen med lægen, for at smertedække mig, heri var der planlagt Qutenza (chiliplaster) behandling, og herefter fysioterapi med henblik på forståelse, accept og aktivitetsregulering. 

Mødet med smerteklinik

På smerteklinikken var jeg blevet tilknyttet et tværfagligt team, som sammen med mig skulle finde “opskriften” på et liv med mere livskvalitet. 
Sygeplejersken førte mig ind i et lokale og forklarede, at jeg skulle blive her, og så ville de forskellige behandlere komme til mig. Og hun ville blive siddende og tage noter. 

Undskyld, men hvad fejler du?

Undskyld, men hvad fejler du?
Jeg kan godt forstå, at spørgsmålet kommer regelmæssigt – både i den virkelige og i den virtuelle verden.
Fordi mine kroniske sygdomme og følgerne de har haft er alle usynlige. Jeg nævner mig selv mere som kroniker end som syg af en specifik sygdom. Og efter jeg blev fleksjobber, har jeg fået mere tid til hvile og passer på mig selv, derfor ser jeg endnu mindre syg ud

Når man vælger til

Tidligere oplevede jeg ofte, at jeg valgte noget fra på forhånd, fordi jeg blev overmandet af katastrofetanker.
Hvad nu hvis jeg fik blev dårlig, fik smerter, blev træt, hvad nu hvis….
Jeg valgte nogle gange ting fra og sad i stedet hjemme ked af det, trist og fuld af en følelse af uretfærdighed over alt det jeg ikke kunne. 
Derfor vælger jeg ofte til i stedet for, da jeg følte, at jeg gik glip af alt det sjove.

Når det negative fylder

I lang tid var jeg i krig med min krop, den alien der havde overtaget mit underliv, var min største modstander, og jeg bankede ofte mig selv i hovedet med alt det, som jeg nu ikke kunne. Jeg følte et dybt had til min krop og dermed også mig selv. Og hver gang der var noget jeg ikke kunne, følte jeg en stor dyb sorg. 
Men ved hjælp af kurser lærte jeg at acceptere min sygdom og mig selv.