Da jeg sagde ja til at blive rådgiver i Endometriose Fællesskabet, troede jeg, det mest handlede om at give. Give erfaringer videre. Give ro. Give håb. Og det gør det også.
Men det, jeg ikke vidste, var, hvor meget jeg ville få igen. Hvor meget det ville røre mig. Og hvor meget det ville spejle mig tilbage til mit eget forløb.
Der er noget særligt i det øjeblik, hvor en besked tikker ind fra én, der har samlet mod til at række ud. Hun har måske gået alene med sine symptomer i årevis. Måske har hun netop fået en diagnose, måske venter hun på udredningen, måske er hun forvirret og frustreret.
Det er ikke min opgave at komme med den store sandhed eller det endegyldige svar. Det er faktisk ret befriende. Min opgave er bare at være et menneske, der forstår – fordi jeg selv har været der.
Hver besked er en beslutning
Det kræver mod at række ud. Det glemmer vi nogle gange, når vi selv er længere i vores forløb. Men for mange er det første skridt at skrive: “Hej, jeg ved ikke, om jeg skriver det rigtige sted, men…” Og allerede der mærker jeg tyngden af det, de bærer på.
Jeg ved, hvordan det føles. Jeg ved, hvor svært det kan være at finde ordene. At sætte ord på noget, der både er kropsligt, følelsesmæssigt og svært at forklare.
Og jeg ved, at selv en enkelt sætning retur – “Jeg forstår dig og jeg lytter…” – kan gøre en forskel.
Det er ikke fordi, jeg har alle svarene. Det har jeg nemlig slet ikke. Men jeg har min erfaring. Og nogle gange er det lige netop det, der er brug for.
Jeg troede, jeg skulle hjælpe andre
Det lyder som en kliché. Jeg ved det godt. Men det er sandt. I rollen som rådgiver er det, som om jeg møder mit yngre jeg igen og igen.
Den version af mig selv, der var usikker, alene, forvirret og bange. Og jeg får lov til – på en måde – at give hende det, som hun manglede dengang: Genkendelse. Rolige svar. Ikke-fordømmelse.
Det føles stærkt og sårbart på samme tid. Nogle gange slukker jeg for mikrofonen og trækker vejret lidt ekstra dybt. Ikke fordi det er tungt og trist – men fordi det er ægte. Og fordi det minder mig om, hvor langt jeg selv er kommet.
Det, jeg deler, bliver aldrig bare rutine. For hver gang er det en ny historie, en ny person, et nyt aftryk. Og hver gang bliver jeg selv lidt mere bevidst om, hvad jeg har lært – og hvad jeg stadig øver mig på.
Der er ingen rigtige svar
Mange tror, man skal være ekspert for at være rådgiver. Det skal man ikke. Man skal bare være ægte. Lytte. Turde sige “det ved jeg ikke” og “det har jeg ikke prøvet selv, men her er, hvad jeg har hørt andre sige”.
Man skal ikke fikse noget! Man skal bare være villig til at gå med et stykke af vejen.
Og det er faktisk noget af det mest befriende. Jeg skal ikke kunne alt. Jeg skal ikke finde løsninger. Jeg skal bare være til stede, og vise: Du er ikke alene. Dine spørgsmål er ikke mærkelige. Dine følelser giver mening.
Nogle gange handler det mest om at bekræfte, at det ikke er dig, der overdriver. At det ikke er normalt at have så ondt. At du har ret til at søge hjælp – og blive taget alvorligt.
Det lyder enkelt, men det kan tage år at turde tro på sig selv.
De spørgsmål, jeg aldrig selv turde stille
Noget af det smukkeste – og sværeste – ved at være rådgiver er, når der dukker spørgsmål op, jeg aldrig selv havde modet til at stille.
“Hvordan siger jeg til min partner, at jeg ikke kan have sex?”
“Hvad nu hvis lægen ikke tror på mig?”
“Hvordan finder man sin plads i livet med en kronisk sygdom?”
Spørgsmål, der ikke står i pjecer. Og som ikke har et klart svar.
Men det er netop i de spørgsmål, at forbindelsen opstår. For jeg har også stået dér. Og selvom jeg ikke har alle løsninger, så har jeg nogle erfaringer – og jeg har lysten til at lytte og føre en samtale.
Det minder mig om, at vi alle sammen går med noget, vi tror, kun vi selv føler. Og så snart vi siger det højt, opdager vi: Nå – du kender det også?
At rumme både andres og egen sårbarhed
Der er dage, hvor det rammer mig ekstra. Hvor nogen nævner noget, der vækker gamle følelser, eller minder mig om et svært kapitel. Og det er okay. For jeg har lært, at det ikke er svaghed – det er bare empati.
Det betyder, at jeg er menneske før rådgiver.
Og derfor er det også vigtigt, at jeg selv tager pauser. At jeg passer på min energi. At jeg ikke tjekker beskeder midt om natten eller glemmer at mærke efter i mig selv. Jeg kan kun være noget for andre, hvis jeg også er noget for mig selv.
Så jeg bruger også aktivitetsregulering i min rolle som rådgiver. Jeg sørger for ikke at have to rådgivningssamtaler samme dag. For det vigtigste jeg kan give er ikke mange samtaler, men derimod være et ærligt, nærværende menneske i den anden ende.
Det handler om håb – ikke perfektion
Noget af det fineste, jeg har oplevet som rådgiver, er, når nogen siger: “Tak – det hjalp at blive mødt med forståelse.” Ikke fordi jeg har løst noget. Ikke fordi de pludselig har alle svarene. Men fordi de føler sig mindre alene.
Det er dér, jeg bliver mindet om, hvorfor jeg gør det.
Det handler ikke om at være perfekt. Det handler om at dele.
At skabe et sted, hvor man ikke skal forklare alting fra bunden.
Et sted, hvor erfaring er lige så meget værd som ekspertviden.
Hvad har jeg lært som rådgiver?
At være rådgiver har lært mig, at vi aldrig bliver færdige med at lære.
Det har lært mig, at vi ikke skal vente med at række ud, til vi har “styr på det”.
Det har lært mig, at sårbarhed er en styrke – og at fællesskab kan hele noget, der føltes uhelbredeligt.
Og så har det lært mig, at det ikke er de store ord, der gør forskellen. Nogle gange er det bare:
“Jeg forstår dig.”
“Det har jeg også prøvet.”
“Du er ikke alene.”
For i sidste ende handler det ikke om at have svarene, men om at turde være der, når nogen har brug for at blive mødt.
