Min bror spurgte mig forleden, om jeg havde fået mere overskud med fleksjob. Og her er svaret et højt rungende ja!
Jeg har altid elsket at skrive, men jeg har haft svært ved at finde tid og ro til det. Denne blog er et tydeligt eksempel på, at jeg har fået mere overskud, det er her jeg hygger mig og har det sjovt.
Jeg var klar til at blive fleksjobber?
Det meste af 2021 var jeg ikke klar til at kalde mig fleksjobber, for som tidligere nævnt var mit arbejde en del af min identitet, jeg var en arbejdshest og jeg elskede mit arbejde. Det krævede mange psykologtimer, mange samtaler med familie og venner og sidst men ikke mindst mange gåture alene med mine tanker. Til sidst indså jeg, at et fleksjob ville være en gave til mig, jeg ville kunne gøre alt det jeg elskede i længere tid, i stedet for at knokle mig selv til et dårligere sted.
Afgørelsens dag
Den dag hvor mødet med kommunens udvalg skulle afholdes, var jeg et nervevrag. Jeg havde ikke sovet natten før pga nerver, jeg frygtede, at jeg skulle sige noget, som spændte ben for mig selv. Det ligger i min natur at være optimist og forsøge at sprede det til andre, og nu skulle jeg sige tingene ærligt uden “glasur”.
Jeg havde spurgt min chef, om han ville deltage i mødet som støtte. Han skulle ikke engang overveje det, inden han uden tøven sagde ja. Og pga. corona restriktioner skulle mødet foregå online, så jeg sad alene hjemme ved min pc og ventede på at se de andre på skærmen.
Det online møde
Optimisten i mig troede at jeg kunne arbejde hjemmefra før og efter mødet – jøsses hvor tog jeg fejl! Jeg forsøgte at besvare nogle kolleger online, forsøgte at udføre nogle opgaver, men mine tanker var konstant ved det forestående møde. Tankerne kværnede rundt i hovedet på mig, hvem deltog, hvad skulle jeg fortælle, hvad ville de sige, hvor lang tid skulle der gå inden en afgørelse.
Og pludselig var det tid – jeg loggede på mødet og så min søde sagsbehandlers smilende ansigt, kort efter dukkede chefens beroligende ansigt frem – nu var mit hold samlet, og jeg mærkede en begyndende ro. En efter en dukkede de fremmede ansigter frem, nogle få alvorlige men de fleste med store venlige smil. Jøsses hvor blev jeg nervøs!
Jeg husker ikke deres navne eller roller i dette møde, men der var repræsentanter fra kommunen og sundhedsvæsenet, det eneste jeg kunne tænke på var, at her sad jeg og kiggede på de ansigter, der skulle afgøre min fremtid og at jeg for alt i verden ikke måtte sige noget dumt, der kunne ødelægge min sag. “Ikke for meget glasur Bettina, sig sandheden”!
De præsenterede sig, jeg præsenterede mig selv og chefen, jeg fortalte at jeg havde inviteret ham med som arbejdsgiver og som støtte. Alle smilede anerkendende. Pulsen faldt lidt. Indtil ordstyreren sagde: Nå Bettina, hvad forventer du at få ud af mødet i dag?
Nu var det nu…
Min puls steg til max og jeg frygtede at mit hjerte ville banke ud af brystkassen. Jeg mindes ikke helt, hvad jeg sagde, men jeg fik sagt, at jeg selvfølgelig håbede at mødet endte med et fleksjob, så jeg kunne passe på mig selv. Og rundt om på skærmen så jeg smilende anerkendende ansigter. Og samtidig fik jeg sat ord på, at jeg ikke havde sovet så godt natten inden, da jeg havde været nervøs for mødet, fordi jeg ikke helt var klar over, hvad der skulle ske.
Ordstyreren sagde derefter, at hun ville berolige mig med det samme og fortælle, at jeg allerede havde fået tilkendt fleksjob. Der havde ikke været skyggen af tvivl om, at hvis jeg skulle kunne passe på mig selv, så var det vejen at gå.
Kunne det passe?
Jeg havde svært ved at tro på det, og under resten af mødet spekulerede jeg konstant på om det virkelig var sandt. Ordstyreren fortalte, at noget af det de havde lagt vægt på var min høje arbejdsmoral. Og jeg havde under ansøgningsforløbet sagt noget, som havde skabt smil og anerkendelse ved alle – at jeg havde været med i virksomheden fra starten, hvor min chef havde lagt pengene og jeg havde lagt hjertet.
Resten af mødet var en masse formalitet til referat, jeg forsøgte at følge med og svare de rigtige steder, men det eneste jeg fokuserede på var de smilende glade ansigter, som kiggede på mig via skærmen. Ikke mindst min chef hvis ansigt var skiftet fra beroligende til oprigtig glæde.
Var det dét?
Kommunens udvalg loggede af efter kun 15-20 minutter, der var afsat en hel time, og tilbage sad jeg med min sagsbehandler og chef. Chefen fik lidt info af sagsbehandleren og loggede af. Jeg talte lidt med min sagsbehandler og fik takket hende for det store arbejde. Og jeg takkede hende for at have givet mig det los i røven der skulle til for at forstå, at fleksjob var det rigtige for mig. Hun grinede og sagde, at det skulle stå på hendes opslagstavle som påmindelse om min sag. Camilla vil være et af de mennesker, som jeg altid vil huske.
Da jeg loggede af mødet, brød jeg hulkende sammen, jeg stortudede. Det var den type gråd som ikke er hverken pæn eller charmerende. Jeg får sendt en sms til chefen, hvor jeg takkede for alt hans hjælp og støtte, at jeg ikke kunne have gjort det uden ham, men at jeg desværre ikke kunne ringe ham op og sige det, da jeg ikke kunne stoppe med at græde.
Han svarede, at da han loggede af var det for at tørre sine øjne. #verdensbedstechef #minchefersejereenddinchef
Jeg var overrasket over min voldsomme reaktion, jeg var ikke klar over, hvor meget det betød for mig. Men min fremtid var lige blevet sikret. Jeg kunne nu passe mit arbejde uden dårlig samvittighed på nye betingelser. Jeg kunne nu passe på mig selv uden at brænde mit lys i begge ender. Mine drømme for fremtiden levede fortsat på mine betingelser.
Inden der var gået en time var alt papirarbejdet afsluttet, og jeg modtog dokumenterne i e-boks. Jeg var nu en glad taknemmelig heldig lykkelig fleksjobber.
Sikke en festdag!
Det væltede ind med lykønskninger hele dagen, mine forældre sendte blomster, jeg forsøgte at arbejde men måtte opgive, de timer måtte indhentes en anden dag. Dette her var en festdag. Jeg bestilte en smuk buket blomster til mig selv som belønning for at passe på mig selv. Jeg havde gennemgået en kæmpe forandring, jeg havde arbejdet hårdt med mig selv, jeg havde kæmpet for mit helbred, og nu kom belønningen.
